Derfor tog Marianne til Danmark den 29. november og blev der til 1. december 1998.
Med sig fik hun mit dankort og ønsket om at redde så meget som muligt ud af den optrækkende katastrofe. Først og fremmest skulle hun sikre børnenes chinchillaer et plejested. De er ørkendyr og var blevet forsynet med solid proviant og mad, før vi forlod Danmark den 4. november 1998, men kunne selvsagt ikke overleve evigt på det.
Det lykkedes i et vist omfang - og Marianne opnåede endda at få refunderet den del af vores togbillet, som vi ikke ville få brug for, når vi nu skulle blive i Wien på ubestemt tid.
Dankortbonen er et kontoudtog hun trak, lige da hun var kommet hjem.
Jeg skal bede om, at man bemærker dels kortnummeret, der begynder med "3434", dels kontonummeret, der ligeledes begynder med "3434", og derefter med det samme går ned og læser udsnittet af Sags- og advisregisteret, hvor Linda Gleerup i forbindelse med forfalskningen af datoen for vores "reelle" tilflytning til Høje Tåstrup Kommune, holder en længere prædiken om "ændringen af min bankafdeling", som skulle vise, at jeg først i løbet af juni 1998 fik brug for den nærmestliggende bankafdeling - den med "3129" - i Høje Tåstrup Kommune:
Sags- og advisregisteret under datoen den 25. juni 1998:
Som jeg utallige gange har gjort opmærksom på, var jeg flintrende ligeglad med, om pengene blev udbetalt til den ene eller anden afdeling, samt at min konto forlængst var flyttet til Tåstrup Afdelingen i forbindelse med optagelsen af et lån i 1993. På grund af omlægningerne i Den danske Bank dengang beholdt man det gamle registreringsnummer som del af kontonummeret - hvorfor såvel mit dankortnummer som mit kontonummer indledes med registreringsnummeret fra Stenløse Afd.
Sagt på en anden måde: enten har jeg aldrig bedt hende om nævnte ændring - eller også har hun, som det fremgår af kontoudtoget fra november 1998, ikke foretaget den som beskrevet af hende selv i sags- og advisregisteret.
Det værste med forfalskningerne i Sags- og advisregisteret er, at alle andre danske myndigheder lader, som om de tror på vrøvlet...
(...)
