Karl Kraus, der, ud over at være jøde, pukkelrygget og jurist, var borger i den sene kejsertids Wien, havde altid et forstående ord tilovers for andre, der var udenfor.
Blandt andet udtrykte han sin omsorg for fetischister sådan: "Hvor må det dog være forfærdeligt endeligt at have forelsket sig i den perfekte fod, og så, på grund af pres fra samfundsmoralen, at være nødt til at tage resten af madammen med!"
Vi danskere fra efterkrigstiden og flower-power-perioden lider tilsvarende kvaler, når vi med forståelse og omhu beskytter vores, opr. "Velfærdsmodel", sen. "Servicesamfund", for vi ved godt, at vi er nødt til at tage det hele med - hele den fede madamme, som kan sammenfattes under "statens omsorg for den enkelte".
For eksempel er vi alle sikret lægehjælp, når vi har brug for det. Det betaler vi skat til. Ja, det vil sige, hvis man, som vi, render ind i en lokalforvaltning, som har en anden opfattelse, er man ret dårligt stillet.
For øjeblikket følger jeg en brugsanvisning fra selveste vores "Sundhedsminister", der angiver, at jeg kan få gratis lægehjælp i udlandet, hvis jeg henvender mig til Den sociale Sikringsstyrelse og beder om en formular E121.
Det har jeg gjort siden 21. april 2008, uden så meget som at få en bekræftelse på, at Styrelsen har modtaget min henvendelse. Jeg spørger selvfølgelig mig selv, om det vigtigste for "Servicemodellen" er, at et par overgennemsnitligt korrupte lokalembedsmænd, i strid med sandheden, har fået fortalt politiet, at de allerede har sørget for sådan en til mig - eller den omstændighed, at jeg har en lovsikret ret til at få lægehjælp på baggrund af denne blanket (og har betalt mere end 4.000,-kr i Sundhedsbidrag i løbet af 2007) vejer tungere.
Jeg kan på baggrund af hidtidige erfaringer med sikkerhed sige, at sikringen af lægehjælp til borgeren kan bringes til at vige fuldstændigt, når ens hjemkommune først og fremmest bekymrer sig om at slippe for regningerne i forbindelse med borgerens eksistens.
Da man lukkede os ude fra Danmark med en ubegrundet efterlysning, vidste man godt i Høje Tåstrup Kommunes Socialforvaltning, at jeg var i behandling med blodtrykssænkende medicin. Men eftersom fædre og mødre kun er i vejen, når man i vores gamle hjemkommune drager ud for at beskytte "disse samfundets de allersvageste", syntes Margit Næsby ikke, det var et problem, at jeg meget vel kunne risikere at falde død om.
Hvad pokker - et par fædreløse børn? Det har man da set før! Og til syvende og sidst kom jeg jo også fra det med en hjerneblødning.
Og vedrørende den der E121 kan jeg ikke, som det ellers blev anbefalet sidste gang, jeg klagede til kommunen, "gå til politikerne på Christiansborg - for sådan er loven!"
For "loven siger nemlig, jeg skal have den", men jeg kan igen konstatere, at vi allesammen er så lykkelige over den offentlige service, at man kan ignorere lovgivningen, når det nu er det bedste for disse "samfundets de allersvageste - in casu et par korrupte kommunalembedsmænd".
Da jeg i sin tid opdagede, at man havde ændret et større antal vigtige persondata vedrørende familien for at spare penge, foreslog jeg, at man fra Høje Tåstrup Kommune "henvendte sig til politikerne på Christiansborg, for de havde en eller anden gang besluttet, at hjemkommunen skal betale for hjælp til de børn, der måtte have brug for det" - for hvis de selv havde fået regningen for alle de ting, de ødelagde for mine børn, dengang i 1998, ville de meget hurtigt have stoppet den helt ubegrundede socialsag imod dem.
Men det er vel noget om, at vi, da vi fik en lejlighed i Tåstrup, måtte tage resten af den fede madamme med - eller hvordan var det nu? Det sagde man bare ikke noget om dengang og vel heller ikke nu...
(...)
