...men som ikke voldte problemer i de 8 måneder, hvor min ældste datter blev tilset af en sundhedsplejerske fra Høje Tåstrup Kommune.
Nedenstående udsnit er hentet fra side 1 af den blanket E121, jeg modtog fra Den sociale Sikringsstyrelse i august 2008:
Som det fremgår af datoen i det gulfarvede felt, blev min pension senest tildelt pr. 1. januar 1990.
Angiveligt er Høje Tåstrup Kommune, hvor jeg dengang var bosiddende, kun i besiddelse af dokumenterne fra kontrolsagerne i 1983 og 1986, hvilket har medført en del problemer i behandlingen af de indgivne klager.
Man har hele tiden stemplet mig som løgner og "håbløst syg", fordi jeg ikke ville "erkende", at jeg led af en skizofreni, som blev stadigt værre.
Overlæge Lars Kirk vurderede i de bestående papirer fra kontrolsagen i 1986, at jeg i hvert fald ikke led af en skizofrenilignende tilstand. Dette synspunkt blev afvist af såvel Høje Tåstrup Kommunes Socialforvaltning som af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, fordi "Lars Kirk kun kendte mig som ambulant patient og det tilmed i kortere tid end den observationsperiode i 1982, som dannede baggrund for udstedelsen af den første erklæring til brug for Pensionsnævnet i 1983".
Lars Kirks anden erklæring, til kontrolsagen i 1989, underbyggede hans første vurdering - at jeg under ingen omstændigheder led af en skizofrenilignende sygdom - og afgjorde på basis af de fem års personligt kendskab til mig, han havde på daværende tidspunkt, at det, i højden, "ikke kunne udelukkes", at jeg led af en "monopolær, depressiv psykose".
Og hvorfor er det så vigtigt?
Af to grunde: for det første, fordi den beskrivelse, der bruges i socialsagen, hentet fra anmelderen, passer fuldstændigt til en alvorligt skizofren person, men absolut ikke til en depressiv. For det andet, fordi mennesker med en depressiv psykose normalt aldrig afviser at få hjælp, når de befinder sig i en sygdomsfase. Hvilket man jo beskyldte mig for at gøre.
Men eftersom samtlige dokumenter fra den sidste kontrolsag åbenbart også er "desværre bortkommet", fik de amtslige psykologer stykket en beskrivelse af hjemmet sammen, som ikke har en brik med virkeligheden at gøre, men som jo virkede ganske efter Socialforvaltningens hensigt, da man sendte den ud til såvel politi som allehånde klageinstanser.
Sært...
(...)