Det ser jo meget enkelt ud, når man sådan læser i den gule folder, man modtager fra Folketingets Ombudsmand, når man klager over en eller anden krænkelse i vores lokale forvaltningssystem.
Hvis du har lyst, kan du gennemgå nogle dele af webloggen og se, om ovenstående lov nogensinde er blevet benyttet i forhold til de klager, jeg har indgivet (se evt. de to links længere nede i dette afsnit).
For eksempel er Sags- og advisregisteret aldrig blevet berigtiget på noget punkt, selv om Høje Tåstrup Kommunes jurister har vedgået, at de oplysninger omkring vores udrejse fra Danmark, der findes i dette register, "beror på en misforståelse fra den ansvarlige sagsbehandlers side".
De er altså misvisende, men eftersom kommunens jurister først vedgår dette i en skrivelse fire år senere, september 2002, meddelte Børge Bjerre mig, da jeg anmodede om en reel og brugbar berigtigelse, at "Sags- og advisregisteret er lagt i elektronisk arkiv og må ikke ændres"!
Såvel Indenrigsministeriet som Københavns og Glostrup Politi afviser fortsat at acceptere juristernes enkeltstående skrivelse som "dokumentation" for noget som helst.
På den måde, ved at "arkivere" Sags- og advisregisteret, før man sagde sandheden, undgik man altså blandt andet at skulle berigtige både de falske anmeldelser imod mig for trusler og chikane, som blev indgivet af socialrådgiver Aase Metzsch, der ved samme lejlighed videregav det samlede materiale fra socialsagen til Valby Politi, og den ubegrundede efterlysning af os, der blev indgivet af chefsocialrådgiver Margit Næsby næsten to måneder efter vores reelle udrejse af Danmark, på et tidspunkt hvor vi dels løbende var i kontakt med Den danske Ambassade, dels hvor man kendte såvel vores adresse som telefonnummer i Wien.
Ligeledes har man konkluderet vedrørende vores tilflytning til Høje Tåstrup Kommune, at "sags- og advisregisteret afspejler det faktiske forløb".
Man savner jo ordet "forvaltningsmæssige" forløb, for Sags- og advisregisterets oplysninger afspejler på ingen måde, at vi reelt flyttede til kommunen næsten tre måneder, før man "overtager forpligtelserne" vedrørende mig.
Dette lod sig gøre, fordi man fik AKB til at medvirke ved forfalskningerne, således at der, ifølge deres oplysninger, boede en helt anden på vores adresse frem til første maj 1998.
Denne dame, hvis navn var sammensat af den tidligere lejers fornavn og efternavnet på en mangeårig, lokal AKB-medarbejder, har selvsagt aldrig eksisteret - men det interesserer man sig ikke for.
Desuden har man til høj og lav videregivet de falske "lægeoplysninger" vedrørende mig fra 1983, som blev "sammenfattet" af en kommuneassistent, der blandt andet gengav min diagnose som "skizofreni under udvkling" og beskrev mig som stærkt terapikrævende. To år senere finder jeg ansættelse som daghøjskolelærer, lige som jeg tager en kompetencegivende eksamen fra Københavns Universitet.
Der ud over dementerer en erfaren speciallæge i 1985 og 1989 fuldstændigt det billede, der blev givet af mig i 1983.
Erklæringen fra 1983, der beskrives som "specialistudtalelse fra Montebello", er skrevet på egen hånd af en reservelæge fra FAC Hillerød med kun et enkelt års erfaring i psykiatri.
Sygehistorien i "udtalelsen" er helt igennem opdigtet. Og det er ikke min skyld. Den pågældende reservelæge var en god bekendt af min yngste storebror og vidste derfor alt om min baggrund. Jeg tror, hun har brugt en "standardsygdomshistorie", der formentlig kunne skrives af fra et eller andet fagblad.
Under alle omstændigheder er den pågældende læge så hårdt ramt af ordblindhed, at hun ikke på nogen måde - ikke engang rent sprogligt - kan have udarbejdet teksten som "original". "Historien" må nødvendigvis være "hentet" et eller andet sted.
Høje Tåstrup Kommune har erkendt "fejldiagnosen" og har i den anledning kradset en ulæselig berigtigelse i dokumentets margin.
Sidst, men ikke mindst, er der de mange beskyldninger fra den gamle, skizofrene socialdemokrat, Connie Lindström Nielsson, der blev bestilt i sin tid af Lene Langhoff til brug for denne syge sag, som ikke på nogen måde er blevet blot modificeret en smule - f. eks. med en tilføjelse om, at påstandene om hendes "nære tilknytning til familien", og om at hun "tager sig af børnene engang imellem", aldrig har været virkelige andre steder end i hendes forvirrede hjerne.
Vi har således en Lov om Persondata, men når denne forvaltes af en gruppe "ikke-advokatoriske, komplet samvittighedsløse" jurister, kan man godt skyde en hvid pind efter alt, hvad der hedder reelle berigtigelser.
se evt. følgende links med først Datatilsynets endelige afgørelse, dernæst linket til den dokumenterede klage:
http://quousque-tandem.blogspot.com/2007/07/bedstemor-hvorfor-er-dine-tnder-s-store.html
http://quousque-tandem.blogspot.com/2007/02/de-gode-grd-og-de-onde-lnge-leve-hans.html
(...)
Et kort regnestykke:
min ældste datter ønsker at få tre børn. Det er ikke så ualmindeligt her i Østrig. Typisk får man også sine børn i ret ung alder, så jeg forventer den første om højst tre år. Min yngste datter har ellers blankt afvist tanken om at få børn, men vil efterhånden gerne have et eller to.
I de danske arkiver ligger en endog meget belastende socialsag vedrørende dem begge, som givetvis i Danmark vil udløse voldsomme sanktioner og intens overvågning, hvis de skulle vælge at bosætte sig i deres eget land.
Det dumme er, at mine døtre har aldrig haft problemer af nogen art. Man ved jo ellers af erfaring, hvor belastende det kan være for børn fra andre lande at flytte til Danmark, men de har klaret emigrationen uden at skulle gå en klasse om og uden at blive holdt uden for de lokale fællesskaber. Antallet af rygere i deres alder f.eks. stiger her i landet, men de har aldrig rørt noget som helst. De kan også forvente af få den længere uddannelse, som de begge ønsker sig.
De vil, kort sagt, såvel uddannelsesmæssigt som menneskeligt leve et liv, der ligger i tydelig forlængelse af de forhold, de har oplevet i deres eget hjem.
Alligevel kan de blive en dyr spøg for samfundet, fordi Høje Tåstrup Kommune, alene for at sikre sig mod udgifter til disse "tilflytterbørn", har skrevet en forfærdelig masse modbydelige ting om deres familiebaggrund - ting som jeg uden held har forsøgt, med de danske myndigheders egen dokumentation, at få berigtiget.
Den kommunale sparsommelighed, der har ødelagt så meget i mine døtres liv, vil komme til at koste samfundet dyrt i fejltagelser omkring mine børnebørn.
Og mine døtre er garanteret ikke de eneste, der af komplet uvedkommende grunde er blevet forsynet med en "negativ, social arv".
Ingen kan vide, hvor mange falsknerier af persondata, der cirkulerer i det danske forvaltningssystem, men baseret på vores erfaringer ligger der umådelige mængder, som bare venter på et par skrupelløse socialrådgivere for at blive til ødelæggende virkelighed for andre tilfældige familier og deres børn.
(...)
