Begge dokumenter kan forstørres ved klik på billedfladen:
"2001" angiver det år, hvor sagen blev startet.
Jeg blev meget, meget glad, da jeg i sin tid, i 2001, læste det svar, Høje Tåstrup Kommunes Juridiske afdeling havde givet Datatilsynet til brug for behandlingen af mine klager over flere falske persondata (se ovenfor).
Det ville nemlig blive meget nemt for mig, med de danske myndigheders egne dokumenter, at bevise, at kommunen havde registreret forkert i flere tilfælde - og at man havde registreret forkert med fuldt overlæg.
Jeg var godt nok utilfreds med de upræcise oplysninger omkring vores udrejse - man havde bare skrevet, at vi forlod Danmark "i november" - men eftersom jeg havde huslejekvitteringer fra Wien med gyldighed fra 8. november 1998, gik jeg ud fra, at det også ville være en smal sag, at få det problem ryddet af vejen.
Og når det nu er sådan, at kommunens jurister selv læser f.eks. de tilflytningsdata, kommunen har, forkert, skulle man jo tro, at det havde så stor en betydning, at man umiddelbart ville korrigere de forkerte datoer, når de rigtige blev dokumenteret.
Børge Bjerre og Hanne Nygaard Jensen skriver helt selvfølgeligt, at jeg flyttede til Høje Tåstrup Kommune den 13. maj 1998.
Nu fremgår det af blandt andet vores sygesikringskort og oplysningerne fra psykologen på Selsmoseskolen, at vi flyttede til kommunen i februar - helt præcis har vores sygesikringskort gyldighed fra 26. februar 1998 - og med vores korrekte adresse.
Ligeledes havde jeg allerede dengang, i 2001, klaget over, at man først med års forsinkelse havde gjort mig opmærksom på, at man ikke mente, at vi var "reelt bosiddende" i kommunen før 13. maj 1998.
Det havde jo været betydeligt nemmere, hvis man med det samme havde skrevet til mig, at man mente, at min tilmelding af familien til vores Folkeregisteradresse i Høje Tåstrup Kommune var forkert. Så kunne man med det samme have undersøgt det, og vi kunne have dokumenteret vores adresse ved at indbyde et par embedsmænd fra kommunen til ved selvsyn at overbevise sig om, at jeg havde tilmeldt os helt i overensstemmelse med sandheden.
Men sådan fungerer tingene slet ikke - og da slet ikke ved Datatilsynet.
Man har konsekvent afvist at berigtige tilflytningsdatoen - senest har Datatilsynet lovet mig "en ganske normal sagsbehandling" såfremt jeg igen skulle anmode om at få datoen "13. maj 1998" ændret til det korrekte "20. februar 1998".
Udtrykket "en ganske normal sagsbehandling" bruges fra vores tilsynsmyndigheder, når de vil tilkendegive over for deres kolleger, at der ganske vist foreligger en krænkelse af forvaltningslovgivningen, men at man ikke vil skride ind over for den - og at man heller ikke ønsker, at andre blander sig i det.
Den samme trussel om "en ganske normal sagsbehandling" har jeg ligeledes fået fra Statsadvokaten for Sjælland, samt fra Indenrigsministeriet - og Høje Tåstrup Kommunes "Team-Pension".
Til alt held har, i første tilfælde Glostrup Politi, i andet tilfælde Høje Tåstrup Kommunes jurister formået at gøre deres "overordnede" godt og grundigt til grin med forvrøvlede indrømmelser af, at mine klagepunkter var berettigede.
Ikke at det har betydet noget i praksis, men den omstændighed, at jeg flere gange har kunnet fremlægge dokumenter, såvel for som imod afgørende dele af sagskomplekset, har forårsaget synligt skizofrene lidelser hos de andre løgnhalse i sagen.
Hvorom alting er, så fremgår det fortsat af Folkeregisteret, Selsmoseskolens adresseregister, samt Sygesikring at vi flyttede til Høje Tåstrup Kommune den 20. februar 1998.
Det er kun i Sags- og advisregisteret, man fortsat kan læse de falske oplysninger, men eftersom dette register tydeligvis er den foretrukne læsning for vores tilsynsmyndigheder, er vi fortsat flyttet til Høje Tåstrup Kommune på det tidspunkt, der er mest praktisk for kommunens pengekasse.
Man ignorerer altså fuldstændigt de korrekte oplysninger i Folkeregisteret - hvilket sætter spørgsmålstegn ved retssikkerheden i danskernes adresseregistrering som sådan.
En løgn kommer sjældent alene. For kommunen var selvfølgelig nødt til at reagere hurtigt, hvis man skulle slippe fra "behandlingen" af vores børn uden udgifter. Så derfor indkaldte man en gammel, skizofren dame til at rette beskyldninger imod mig - og man sendte Aase Metzsch på hjemmebesøg, så hun kunne lyve med øjenvidnets troværdighed.
Slutteligt futtede Glostrup Politi vores samlede bohave af - hvilket endegyldigt gjorde det umuligt for os at bevise, at hjemmet på ingen måde havde set ud, sådan som "Aase og Henriette" havde skildret det.
Rent bortset fra, at Socialforvaltningens og Politiets pyromane tilbøjeligheder stjal hver eneste gave, hvert eneste fotografi, hvert eneste minde fra vores børn og deres opvækst.
Helt DDRsk.
Man fik altså påbegyndt socialsagen, før vi, ifølge Sags- og advisregisterets falske oplysninger, havde fast bopæl i Høje Tåstrup Kommune.
Men da man altså begyndte med sine adresseforfalskninger allerede i februar 1998, må man egentlig have påbegyndt socialsagen på samme tidspunkt - hvilket betyder, at den redegørelse, Den røde Bue gav byrådet i 1999, er løgn fra første til sidste punktum.
Og eftersom Socialforvaltningen givetvis har handlet efter politisk ordre, har byrådet heller ikke ladet sig distrahere af denne ubehagelige kendsgerning.
Nederst på dette første svar står så, at der er indgået oplysninger fra min egen læge i sagsbehandlingen.
Jeg troede også, at det ville være nemt at få berigtiget, men igen tog jeg fejl.
Som det fremgår af afgørelsen fra Psykolognævnet (se nedenfor), var der nemlig sket det mærkelige, at de amtslige psykologer havde fortalt os, at de udelukkende havde fået et sammendrag af lægeoplysninger vedrørende mig, der stammede fra 1983.
Da vi tilbød Sille Kragh og Birgit Cederholm, at de kunne få en kopi af de nyeste oplysninger fra 1998, sagde de nej tak!
Det undrede os meget, indtil vi så deres undersøgelsesresultater på tryk.
Den afgørende forskel på materialet fra 1983 og det fra 1998 var blandt andet, at det fra 1983 kun forelå i et sammendrag, som var skrevet af en ikke alt for begavet kommuneassistent, der rask væk havde hævdet, at jeg led af "skizofreni under udvikling".
Det er for det første lodret løgn, og hvis man havde gjort sig den ulejlighed at læse den nyeste erklæring, som godt nok var skrevet af en praktiserende læge, men baserede sig på journalmateriale fra overlæge Lars Kirk og hans kontakt til mig fra 1985 til 1988, ville man have opdaget, at det oprindelige "specialistmateriale", som var skrevet af en meget ung reservelæge på et andet hospital end det angivne, ikke under nogen omstændigheder havde haft gyldighed.
Der var, hverken i 1988, da Lars Kirk afsluttede, eller i 1998, da læge Steen Petersen vurderede mig, det mindste tegn på alkoholisme, mentale forstyrrelser eller overdreven brug af medicin.
Det fremgår direkte af erklæringen, at jeg regelmæssigt kun havde fået udstedt medicin for mit blodtryk i perioden fra 1988 til 1998.
Når derfor "Aase og Henriette" hævdede, at "lejligheden flød med medicinglas og tomme vinkartoner" er det dokumenterbart løgn.
Men det interesserede heller ikke nogen.
Det viste sig så desværre, at læge Steen Petersen også havde været "rekvireret" af Høje Tåstrup Kommunes Socialforvaltning til at bringe os i vanskeligheder, og jeg må tilstå, at da jeg opdagede, at han også sad midt i bylden sammen med indtil flere lokalembedsmænd og -politikere, blev jeg så chokeret, at jeg ikke rigtigt er kommet over det.
Men man kan formentlig slet ikke arbejde ugeneret i Høje Tåstrup, hvis man ikke står ret, når der kommer en ordre fra "Rådhuset".
Her i dag, mere end syv år efter klagesagen ved Datatilsynet startede, er der fortsat ikke berigtiget noget som helst - og det forfærdelige er, at Høje Tåstrup Kommunes bevidste falsknerier og løgnehistorier - som kan tilbagevises med kommunens egen dokumentation - forsat bliver troet rundt omkring.
I hvert fald troet af de mere svaghjernede embedsmænd, som man jo render på engang imellem, og som sjovt nok altid sidder på de vigtigste positioner i vores forvaltningssystem.
Når derfor Karen Jespersen har dekreteret en "barnets reform", så er det ord, som aldrig vil få praktisk betydning, fordi man garanteret fortsat vil lyve sig fra det hele, når en kommune er gået over stregen.
Det værste er iøvrigt næsten den evindeligt tilbagevendende påstand om, at det er "borgerens egen skyld".
Jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvordan jeg skulle have kunnet tage højde for de massive forfalskninger, man var parat til at bruge i hetzen mod vores børn - og hvis nogen havde fortalt mig, hvor forløjet hele branchen med anbringelse af børn uden for hjemmet er, ville jeg dengang, efter tyve års medlemsskab af Socialdemokratiet i Høje Tåstrup Kommune, ikke have troet på det. Men det var altså direkte indeholdt i Nyrups krampagtige udgave af det sociale og demokratiske samfund.
(...)
