"I bin dei Affe, Du mei Staam!" - Nej, det betyder godt nok noget helt andet, det Rainhardt Fendrich synger i Østrigs uofficielle nationalsang "I am from Austria", men hvis man ikke kender den lokale mundart - vistnok steirisk - kan man selv med gode kundskaber i skoletysk ikke forstå det anderledes.
Men selvfølgelig begynder folk først på den "undersættelse", når teksten bruges til en ualmindeligt klam reklame for en supermarkedskædes "oprindelighedsprodukter, fremstillet af oprindelighedsbønder på de oprindelige, østrigske alme..."
På samme måde med "Monsteret fra Amstetten", der havde holdt sin egen datter som sexslave i et underjordisk fængsel i 24 år, og i denne periode tilmed havde fået syv børn med hende.
Da affæren begyndte at rulle, og medierne endnu ikke følte sig helt overbevist om Josef Fritzls skyld, hed det sig, at bedstefaren havde arbejdet som elektroingeniør ved Voest-Alpine, hvilket er en ret fancy uddannelse på en særdeles fancy arbejdsplads.
Da det så blev tydeligt, at ondskaben i hans forbrydelse overtraf enhver fantasi, blev det til, at han havde "arbejdet som elektriker et års tid i en større virksomhed, men var blevet fyret, fordi han var så sær, at hans kolleger ikke kunne holde ham ud".
Jeg havde egentlig ventet, at man ville indlede "nedvurderingen" af ham med den historiske kendsgerning, at Voest-Alpine oprindeligt hed "Hermann Göring Werke" og lavede udstyr til det Tredie Riges krig.
Men det ville jo have været en nedvurdering af landet selv.
Så var det nemmere at lave et omfattende karaktermord på forbryderen selv.
Nu er han så, i modsætning til de første historier, ikke en "opret, arbejdsom, velhavende mand", men en bundløst forgældet fiasko, som alle i lang, lang tid har haft mistanke til.
Og så kommer problemet med Østrigs image.
De nationale medier her har været ret hurtige til at nedtone problemerne, men det bedste eksempel på, hvad forbundskansler Gusenbauer talte om til de 100.000 fremmødte partimedlemmer ved Socialdemokratiets 1. maj-møde på Rådhuspladsen i Wien, kom prompte i blandt andet Hans Engells vurdering af sagen i Ekstra Bladet.
Hans Engell fremfører rask væk, at man i Østrig kan slippe med ned til et års fængsel for incest i lige linie.
Det er sandt, hvis begge parter var fuldmyndige - mindst 18 år gamle - og der dokumenterbart ikke har foreligget hverken pression eller vold i forholdet.
Og i så fald kan begge parter idømmes indtil et års fængsel - fordi incest altid er strafbart.
Ligeledes er det sandt, at straframmen for Josef Fritzl er op til 15 års fængsel - for så vidt der ikke foreligger særligt skærpende forhold.
Og det gør der!
Blandt andet den omstændighed, at der er kommet indtil flere børn med voldsomme, arvelige sygdomme ud af forholdet, lige som de indespærrede ikke har haft adgang til lægehjælp.
Dette sidste punkt giver normalt seks års ubetinget fængsel, blot man kan påvise, at der har foreligget et medicinsk behov, som er blevet ignoreret. Og "datteren" har altså gennemført seks svangerskaber, lige som det ikke kan udelukkes, at det barn, der døde, kunne have overlevet, hvis det havde fået en relevant, medicinsk hjælp.
Der foreligger altså to tilfælde a seks år plus hovedstraffen på 15 år.
Ialt 27 års ubetinget fængsel.
Denne strafferamme, som sandsynligvis vil blive udvidet yderligere, er jo ikke ligefrem mild - vel?
Jeg kan også oplyse, at man i såvel Indenrigsministeriet, der er ansvarligt for politiet, som i Justitsministeriet for øjeblikket arbejder med skærpelser og forbedringer af sikkerheden på seksualforbrydelsesområdet.
Man taler slet og ret om en fordobling af straframmerne.
Og så skal man heller ikke overse, at seksualforbrydere oven i frihedsstraffen bliver dømt til at betale solide erstatninger til ofrene.
Natascha Kampusch fik, uden videre, overdraget alt det, forbryderen Wolfgang Priklopil ejede - værdier for mere end 8 millioner kroner.
Slutteligt siger Hans Engell, at man i Danmark ville have fået en kommissionsdomstol og omfattende undersøgelser af eventuelle svigt hos myndighederne.
I Østrig er det sådan, at ofrene for et formodet svigt normalt sagsøger Republikken, og hvis det i retssagen bliver klart, at myndighederne har haft et medansvar, falder der oftest meget betydelige erstatningsbeløb af til de skadelidte, ligesom man undgår det typisk, danske billede, hvor politiske sym- og antipatier bliver afgørende for såvel systemets som ofrenes "juridiske stilling".
Det, vores kansler var bange for, var udlændinge som Hans Engell, hvis faktuelle uvidenhed helt tydeligt er absolut uden huller.
