Saturday, January 31, 2009
"Teserne" der burde være slået op på Dybbøl Mølles vinger.
se f.eks disse links: http://politiken.dk/indland/article488960.ece
http://politiken.dk/politik/article488791.ece
Socialdemokraten Mette Frederiksen har, sammen med en række medlemmer af partiets ungdomsorganisation, fremsat nogle ideer til "adfærdsmodificering" af danskerne til en dybere følelse af forpligtelse over for vores land.
Man skal være "borger" snarere end "bruger", og man skal påtage sig sin del af de fælles forpligtelser i hverdagen.
Dette ligger angiveligt ret tæt op ad arbejderbevægelsens gamle slagord om "Gør din pligt, og kræv din ret!".
Nu er der jo sket meget i vores verden, siden arbejderbevægelsen udmøntede dette slagord, og de forandringer vil give sig meget konkrete udslag, såfremt man rent faktisk vil forsøge at implementere de nye "forpligtelsesideer".
Indledningsvist vil jeg sige, at det er svært at få øje på områder, hvor danskerne kan pålægges flere pligter, end de allerede har.
Der kom fornylig i pressen et ret godt eksempel på, hvordan vores myndighedsapparat i årtier har vænnet sig til at klare sine problemer på borgernes bekostning.
Sagen drejede sig om en knivstikker, der ikke kunne stilles for retten i en ankesag, fordi anken var "forkyndt forkert" - in casu på knivstikkerens bopæl, men over for dennes samlever, der ikke har folkeregisteradresse sammesteds.
Nu kunne man mene, at når man også har givet politiet jurister, som kan vejlede betjentene i deres arbejde; har givet politiet ret uindskrænket adgang til alle oplysninger om borgerne, ville det være at forvente, at politiet uden problemer kan klare denne meget simple procedure, som skal sikre, at den anklagede er bekendt med berammelsen af en ankesag imod sig.
Men i stedet dekreterede justitsministeren, at hun ville foranledige en ændring, således at det blev den "måske-anklagedes" helt eget ansvar at informere sig om, hvorvidt en sag var anket af politiet eller ej.
Hvis vi stadigvæk havde haft dødsstraf, ville ministeren givetvis i samme, pædagogiske ånd fastsætte, at delinkventerne fremover blot skulle have udleveret øksen og derefter selv skulle klare resten - så myndighedsapparatet ikke, på borgernes og ofrenes vegne, skulle bekymre sig om den slags oven i alt det andet.
Som andet eksempel er det sådan, at vi alle er forpligtede til at kende skattelovgivningen.
"Ukendskab er ikke en gangbar undskyldning for at indgive ukorrekte oplysninger til Ligningsmyndighederne".
Man kan så undre sig over de legioner af jurister, revisorer og regnskabskyndige, der er ansat af myndighederne til at bedømme de selvangivelser, der ifølge lovgivningen allerede fra borgerens hånd skal være i fuld overensstemmelse med hver eneste paragraf i hele vores skattesystem.
Men den slags skal man måske ikke lade sig distrahere af, når man nu skal til at være borger i stedet for bruger.
Der er under alle omstændigheder flere problemer i ideerne om "pligten som det første".
Hvem skal danskerne forpligte sig over for? Vi kan jo ikke tillade os at tænke "nationalistisk" længere.
Er det EU?
Danmark?
Kommunen?
Sandheden?
Menneskeligheden?
Sit politiske parti?
Sin religion?
Det bliver sgu' svært det her, for angiveligt tilstræber vi nu gennem mere end tredive år, som nation, en stadigt større integration i det europæiske fællesskab.
Skal jeg samle det brugte tyggegummi op fra fliserne af hensyn til Barroso, Gusenbauer, Fogh Rasmussen, Michael Ziegler eller hvem?
Af hensyn til naboen, måske, som jeg principielt er forpligtet overfor gennem det europæiske fællesskab med centrum i Bruxelles og ikke gennem min nære kontakt til ham?
Og betyder det nye, forpligtende liv, at myndighedsapparatet er forpligtet til at følge de love, politikerne har vedtaget på borgernes vegne - eller skal man fortsat risikere, at man, uanset hvad man gør, risikerer at måtte flygte ud af landet, fordi et par korrupte lokalembedsmænd ikke kan se andet end deres egne interesser i vores sociale lovgivning?
Socialdemokratiet har altid postuleret sin internationalisme, men har hele tiden været dybt nationalistisk orienteret - og det forvandler Mette Frederiksens ide til en luftig panikreaktion fra et stort parti, der er ved at gå under.
Nåh, ja, man har et standpunkt, til man tager et nyt - bare de så for fanden ville tage et nyt standpunkt i stedet for at overlade også de politiske forandringer til myndighedsapparatets "konkrete skøn"!
(...)