Sunday, February 1, 2009

Varm luft i metermål / Anonyme kreditkort


Se overskrift i Politiken.dk: http://politiken.dk/indland/article483899.ece

Skat meddeler med stolhed, at man ved revision har fundet skattesvindlere, primært i whisky-bæltet, som tilsammen har unddraget den danske stat omkring 200 millioner kroner.

Det er så "klassens gumpetunge elever", Skat stiller til skue.

Jeg ved ikke, om man i Danmark har opdaget den fidus, som laves ved hjælp af ikke-navneregistrerede kreditkort uden overgrænse fra troværdige, udenlandske banker?

Her i Wien har man f.eks. registreret træk på op til 3 millioner Euro på en enkelt aften.
Eftersom kreditkortet var anonymt er det ikke muligt at sige, om det var en hæderlig udlænding, som glad betaler sin skat derhjemme, eller om det var en østriger med formue fra pengevask, skattesvindel, terrorvirksomhed eller andet, der havde sig en glad aften i byen.

Men det kunne udmærket være en østriger - eller en dansker - af den slags, der er så "farlig", fordi det hele er gennemtænkt og systematiseret, at man aldrig finder frem til ham.

Skattevæsenet i Danmark har fanget en balje ufarlige småfisk, der sikkert troede, at de var så små i selskabet, at man aldrig ville bruge tid på dem, men man er jo nødt til, fra tid til anden, at vise sin "effektivitet og nidkærhed" fra Skats side, når politikerne nu har været så naive at give dem alle de lovlige og ulovlige registrerings- og undersøgelsesmidler, de kunne drømme om.

Beløbet fra Skats flotte overskrifter kommer garanteret aldrig til at batte det mindste i vores nationalregnskab.

De smartes formuer kunne betyde noget, men dem jager man ikke, fordi man så samtidig er bange for at skræmme "initiativ og virkelyst" væk fra Danmark - man kunne tilføje: sammen med forbrydere, svindlere, gangstere, menneskehandlere med flere.