Der står:
"Kommuner kan skride ind
Udsættes børnene for omsorgssvigt eller vold, kan man, ifølge Simon Thorbek, med serviceloven i hånden tage skridt, der fratager forældrene retten til at bestemme, hvor børnene skal bo. Dermed kan man udstede rejsedokumenter uden forældrenes tilladelse. Og det er der sandsynligvis grundlag for i denne sag, hvor faren, ifølge notater fra Rødovre Kommune, som Politiken har adgang til, ofte har banket sine børn.
Karen Jespersen vil nu tage kontakt til de to involverede kommuner for at klarlægge, om de har fået den nødvendige vejledning og vidst, hvilke muligheder de har haft for at hjælpe drengene."
se hele artiklen under dette link:http://politiken.dk/indland/article549881.ece
Dette kan sammenlignes med følgende udklip af side 1 fra den efterlysning, Margit Næsby udsendte af os den 23. december 1998 via Glostrup Politi:
Det vigtigste står til sidst: at vi ikke har oplyst vores adresse i Østrig, og at udbetalingerne til mig derfor vil blive standset.
Hvilket er mere end sært, fordi Linda Gleerup i sin svarskrivelse til Ekstra Bladet af 18. december 1998 oplyser, at "problemerne med udbetalingerne" til mig nu er løst og at pengene vil blive udbetalt via Den danske Ambassade i Wien. Som ønsket af mig.
Man kan altså, som det fremgår af artiklen i politiken.dk, godt bruge Serviceloven i den situation til at sikre sig børnene - rent bortset fra, at jeg ikke kan forestille mig, at børn, der i virkeligheden er overladt til en alvorligt sindssyg, voldelig blandingsmisbruger, som står i umiddelbar risiko for at begå selvmord - sådan beskriver Margit Næsby mig i resten af efterlysningen - ikke kan hentes hjem med politiets hjælp.
Men hvis Margit Næsby havde videregivet vores adresse til politiet med samme energi, som Linda Gleerup for eksempel prompte sender den til Den danske Bank, ville socialforvaltningen i Høje Tåstrup Kommune stå med det problem, at det ville blive tydeligt, når man fik fat i os, at alle de anklager, man havde rejst i sagen, baserede sig på forfalskede dokumentoplysninger og bestilte beskyldninger fra en gammel, skizofren socialdemokrat af det daværende byrådsflertals nærmere bekendtskab.
Rent bortset fra, at Margit Næsby ville risikere at skulle sandsynliggøre sine påstande over for en upartisk domstol. Og det skulle hun i hvert fald ikke nyde noget af.
Derfor fortav Høje Tåstrup Kommune i årene fremover, at man løbende var fuldt orienteret om de adresser, vi, ifølge det østrigske folkeregister, var bosiddende på.
Efterlysningen sker iøvrigt den 23. december 1998. Samme dag som Marianne kvitterer for modtagelsen af mit tilgodehavende på ambassaden i Wien.
Linda Gleerup registrerer vores midlertidige adresse i sags- og advisregisteret den 19. januar 1999, som modtaget af hende i skrivelse fra mig af 12. januar 1999. Den danske Bank bruger den midlertidige adresse fra og med 8. februar 1999 - politiet får vores aktuelle adresse fra mig i 2003, da jeg selv henvender mig til Politimesteren i Glostrup på grund af de fortsatte, konstante problemer med at få pålidelige oplysninger fra forvaltningerne i Høje Tåstrup Kommune.
Se eventuelt: http://quousque-tandem.blogspot.com/2008/08/banken-fik-vores-midlertidige-adresse-p.html
(...)
