For netop ved at tillade at de udøver deres normale funktion, skaber man store muligheder for såvel bortskaffelse som forfalskning af de oplysninger og dokumenter, der kunne tjene som bevis imod dem i en eventuel straffesag.
På den baggrund kan Danmark på den ene side, uberettiget, smykke sig med påstande om en meget lav korruptionsrate i det offentlige; og på den anden side tvære borgerne så godt og grundigt ud, at kun meget få vover at finde sandheden og derefter sige den højt.
I et demokratisk retssamfund er alle lige for loven - men, til trods for politikernes påstande om at ville beskytte "ytringsfriheden" for høj og lav, er det med "lighed for loven", helt sikkert ikke andet end en klam, idelugtende morsomhed.
---
Her er så listen over den aktindsigt, Helena har fået fra Høje Tåstrup Kommune. Det mest interessante er selvsagt "Notat vedrørende bortkomne sagsakter" som du kan klikke ned på via dette link http://quousque-tandem.blogspot.com/2008/07/og-dukker-kun-op-i-rdhusets-makulator.html.
"Notatet" selv er ret vigtigt, fordi det fastslår, at vi flyttede til kommunen den 20. februar 1998.
Men spændingen stiger trods alt med hvert ark, Helena giver mig. Lige her er en udskrift af Høje Tåstrup Kommunes sags- og advisregister, hvor Linda Gleerup tydeligt påstår, at vores tilflytning ikke var "reel" før den 13. maj 1998. Som kommunens jurister også oprindeligt oplyste til Datatilsynet:
Og dette med "reel" og "ikke-reel" fører direkte over til den begrundelse, socialforvaltningen giver Børn- og ungeudvalget for at gennemføre en tvangsmæssig undersøgelse af mine døtre.
For alt det, socialrådgiverne skriver her, kan man jo ikke have vidst noget om, da man forberedte socialsagen i februar ved at forfalske vores adresseoplysninger i Sags- og advisregisteret, før vi overhovedet havde så meget som hilst på hinanden.
Og politikerne var, som det fremgår lidt længere nede i afsnittet, bestemt ikke nøjeregnende med kvaliteten af det forelagte materiale, for Linda Gleerups forfalskninger havde på forhånd sikret, at familien var "borgere i Stenløse Kommune", som derfor skulle betale for alle udvalgets beslutninger:
Jeg skal senere uddybe baggrunden for, at udsigten til, at politikerne ville kunne sende den komplette regning til Stenløse Kommune, var den eneste grund til, at Børn- og ungeudvalgets medlemmer ignorerede de talløse mangler og "fejl" i det materiale Aase Metzsch og Margit Næsby fremlagde på mødet den 27. august 1998.
Blandt andet var det allerede før mødet tydeligt, at man ikke ønskede, at oplysningerne fra Veksø Skole skulle nå udvalget i hænde, hvorfor man først rekvirerede blandt andet den meget positive udtalelse fra lærer Pernille Bank den 24. august 1998 - sent om eftermiddagen.
"Fejlene og manglerne", herunder også den omstændighed at socialforvaltningens meget omtalte "hjemmebesøg" kun havde varet godt 20 minutter; at Marianne havde kontaktet vores læge, der selvsagt ikke ville behandle den sindssygdom hos mig, som han i sin erklæring også fastholder, at han ikke kan finde det mindste tegn på; at Marianne havde været til et timelangt møde med Aase Metzsch og Henriette Halgerd, samt havde forsøgt at kontakte Den røde Bue flere gange senere, men var blevet afvist, fordi hun ikke ville give socialrådgiverne ret i deres beskyldninger, var tilgået såvel daværende socialdirektør Lise-Lotte Frederiksen som udvalgsmedlemmet Jette Højerup i anbefalede skrivelser.
Den 29. september 1998 underkender Det sociale Nævn i København på præcis samme grundlag, som det jeg anførte i den ovennævnte skrivelse til Højerup/Frederiksen, den beslutning om tvangsobservation af mine døtre, Høje Tåstrup Kommunes Børn- og ungeudvalg traf den 27. august 1998. Hvilket dog bare betyder, at man, som optakt til den næste opdigtede socialsag, prøver at tvære os ud med falske politianmeldelser i Connie Lindström Nielssons navn og fupregninger fra skattevæsenet.
Jeg valgte at kontakte Jette Højerup, fordi hun dels var leder for den daghøjskole, hvor jeg, i henhold til "kommuneassistenterklæringen" fløjtende sindssyg, havde arbejdet, dels fordi hun, som mangeårigt medlem af Socialdemokratiet i Høje Tåstrup Kommune, for det første kendte mig som medredaktør af vores medlemsblad gennem mere end ti år, for det andet havde været opstillet til kommunalvalg sammen med den gamle, skizofrene dame, hvis forvirrede beskyldninger var blevet misbrugt af socialforvaltningen i materialet.
Iøvrigt er jeg så her igen landet i den situation, at "nogle andre" (i det her tilfælde en stor bank) som ikke vil frigive den nødvendige dokumentation, i snart ti år har kunnet blokere for berigtigelsen af Linda Gleerups indledende forfalskninger i Sags- og advisregisteret.
Således havde jeg f.eks. allerede (siden 1994) konto i den afdeling, Linda Gleerup hævder at skulle flytte mine udbetalinger til. Og iøvrigt havde jeg et VisaDankort, så jeg var egentlig fløjtende ligeglad med, om pengene gik til den ene eller den anden lokalafdeling.
Men de detaljer, Linda Gleerup ridser op i registeret, giver jo sådan et skær af sandhed til forløbet, som absolut er helt uberettiget.
Hele det beskrevne forløb i Sags- og advisregisteret er fri fantasi, som alene - det viste sig jo tydeligt senere - skulle beskytte Høje Tåstrup Kommunes pengekasse. Om nødvendigt på mine døtres bekostning - sådan apropos det indtil nu ti år lange sagsforløb.
Ti år er en meget stor del af en gennemsnitlig barndom.
(...)
ps. Det er jo også sådan, når Linda Gleerup taler om, at "resten af brevene har med Stenløse Kommune at gøre", så er de fremsendt af mig i god tro, for jeg kunne jo altså ikke vide, at jeg, ifølge Sags- og advisregisterets oplysninger, forsat blev betragtet som "borger i Stenløse Kommune". Jeg kan så oplyse, at jeg var til møde med Skatteforvaltningen i Høje Tåstrup Kommune, ved Inge Rudbæk og Leif Thomsen, allerede den 8. maj, hvor jeg indgik en aftale med dem om afviklingen af en falsk skattegæld, Stenløse Kommune havde sendt efter os som en sidste hilsen.
Jeg var altså i god tro, når jeg antog, at vi fra februar 1998 havde været under Høje Tåstrup Kommunes ligningsafdeling og ikke længere havde noget direkte at gøre med den i Stenløse.
Men svindelen i Sags- og advisregisteret misbruges også her til at få det hele til at tage sig ud, som om jeg var alvorligt sindssyg - hvilket, som sagt, hverken min læge, Veksø Skoles lærere eller Selsmoseskolens psykolog, hvis materiale også blev holdt ude af Udvalgets beslutningsgrundlag, havde fundet det ringeste tegn på.
(...)
