For godt 24 år siden, da tragedien i Amstetten tog sin begyndelse, boede der i Østrig en russisk systemkritiker, Alexander Sinoviev, som skrev bogen "Homo Sovieticus".
Dengang var kommunismen stadigvæk noget, man måtte tage alvorligt, og Sinoviev brugte da også sin bog til at påvise, hvor hårdt angrebet hans værtsland, Østrig, til trods for sin historisk funderede, dybe, kristne konservatisme, var blevet af "sovjettankegangen"; d.v.s. troen på, at alt kan forklares og dermed forandres videnskabeligt, blot man finder frem til de rigtige eksperter.
Dengang hærgede en anden uforståeligt kriminalsag såvel de nationale som de internationale nyhedsmedier.
Den drejede sig om en bjergbonde, som efter et langt, hårdt, pligttro arbejdsliv pludseligt tog en økse og huggede hele sin familie, hustru og fire børn, ihjel.
Derefter stillede han øksen fra sig og sagde ikke mere til nogen overhovedet.
Det, der undrede Alexander Sinoviev, var, at man time efter time lagde TV-kanaler til alle mulige eksperter, som kom med alle mulige, fantasifulde forsøg på at forklare den uforståelige handling.
Sinoviev konkluderede tilsidst, at bjergbonden måske bare havde kedet sig og derfor skaffet sig lidt spænding i tilværelsen.
Det kan forekomme kynisk, men morderen selv har aldrig forklaret noget, og Sinovievs beskrivelse er fuldt så (u)anvendelig som de mange videnskabelige ditto, fordi man alligevel ikke på nogen måde vil kunne beskytte sig imod hændelser af denne art.
Under alle omstændigheder er de videnskabelige forklaringer alene derfor uden konsekvenser og derfor præcis lige så overflødige.
Når nu "bedstefaren" fra Amstetten forklarer, at han havde holdt sin datter fanget i et hul i jorden, og havde voldtaget hende gentagne gange, i 24 år, fordi han var bange for, at "hun ville havne i narkomisbrug/prostitution/sekterisme/social elendighed", er dette forklaringsforsøg i sig selv så tragisk-latterligt, at det havde været bedre, hvis han bare havde holdt sin mund.
Og den omstændighed, som det fremgår af blandt andet Ekstra Bladet, at "de østrigske myndigheder frikender sig selv", er egentlig også komplet ligegyldig, fordi uanset hvor mange embedsmænd man måtte udstille som ansvarlige, vil man aldrig kunne forhindre enkeltpersoners uforståelige overgreb mod andre.
De socialembedsmænd, man råder over her i landet, ligner til forveksling de "hattedamer", vi lærte at kende i Høje Tåstrup Kommune, og deres fantasi, der er udviklet i pæne provinsvillaer, vil aldrig kunne strække sig længere end til at mistænke påfaldende, sociale udskud for overgreb. De vil heller aldrig kunne forestille sig, at en højt begavet, velfungerende mand som "bedstefaderen", i virkeligheden er udstyret med en "bagside" i sin verden, der er så nederdrægtig, at den trodser enhver forståelse.
"Hattedamerne" i hele verden, Danmark, såvel som Østrig, U.S.A. med flere, vil aldrig kunne gøre andet end at fungere som håndlangere for de til enhver tid rådende, samfundsbetingede fordomme - og derfor vil de aldrig for alvor kunne hjælpe andet end den dårlige, sociale samvittighed, der rører på sig, hver gang man læser om, hvad mennesker kan finde på at gøre mod deres egen familie, deres egne børn.
(...)
