(...)
Som du kan se her, er min godkendelse som aftenskolelærer i Københavns Amt ret gammel. Fra 1986 - det år, hvor man asbestrenoverede blandt andet Selsmoseskolen, så AOF-Vestegnens Daghøjskole med socialrådgiver Jette Højerup i spidsen, lige pludselig stod uden undervisningslokaler:
Jeg vil med det samme erindre om, at de "lægeoplysninger", man brugte i socialsagen mod mine døtre i 1998, var tre år ældre - og "ændret" ikke så lidt af den kommuneassistent, der skulle holde orden på det komplicerede indhold.
Min godkendelse og min efterfølgende ansættelse hos AOF-Vestegnen var altså nyere. Og, hvis man skal tro Høje Tåstrup Kommunes referat af den lægelige holdning til mig, var jeg efter 1983 så fløjtende forrykt, at jeg ikke var i stand til at forstå den virkelige verden omkring mig.
Selvfølgelig kan en travlt arbejdende person som Jette Højerup ikke huske alle de mennesker, der i løbet af Daghøjskolens eksistens har undervist nogle timer engang imellem, men på grund af asbestrenoveringen burde hun måske huske mig lidt bedre, for det var mig, der via mit nære bekendtskab med præst ved Rønnevangskirken, Max Skottfeldt, fik det arrangeret, så vi kunne bruge samme kirkes menighedslokaler indtil Selsmoseskolen havde fået fjernet sine asbestplader, og vi derfor kunne flytte tilbage. Hun skulle i den sammenhæng bare med en telefonopringning til Max Skottfeldt bekræfte aftalen.
Det gjorde i hvertfald et uudsletteligt indtryk på hende, den gode socialist, min gode partifælle, at hun lige pludseligt befandt sig omringet af kristne på alle sider, men vi overlevede det da allesammen, selv om præsten ikke var særligt begejstret for den omfattende undervisning i samba, og senere fik en større skideballe af provsten, fordi han ikke havde bedt om tilladelse først.
Men heller ikke da jeg, i forbindelse med Høje Tåstrup Kommunes Børn- og ungeudvalgsmøde den 27. august 1998, gjorde hende opmærksom på, at en række af de dokumenter, Aase Metzsch og Margit Næsby havde holdt ude af sagsbehandlingen (derunder ikke mindst ovenstående godkendelse, min eksamen fra Københavns Universitet i 1985 og mit arbejde for Røde Kors), viste et helt andet billede end det, man havde stykket sammen af os i sagsmaterialet - heller ikke det gjorde det ringeste indtryk på denne autoriserede spreder af "positiv social arv".
Og så kendte hun desuden udmærket den bestilte anmelder, Connie Lindström Nielsson, som Den røde Bue havde brugt i forbindelse med etableringen af sagsmaterialet imod os i maj 1998.
Ikke mindst netop hendes gennemførte forløjethed kom til at danne baggrund for, at vi måtte antage, at hele sagen blev ført ved forugående aftaler mellem "forvaltningen" og de to socialdemokratiske medlemmer af Børn- og ungeudvalget, Lizzie Hansen og Jette Højerup - og at vi derfor ikke havde andre realistiske muligheder end at bringe børnene i sikkerhed i udlandet.
Og hvis de "lokale folk" alligevel ikke skal bruge deres "lokale viden" - hvad pokker skal vi så med en decentral forvaltning?!
(...)
