Udsnit af skrivelse fra politimesteren i Glostrup. Beskrivelse fra 24. februar 1999 og frem:
Udsnit af sags- og advisregister fra 22. februar 1999 og frem:
( Begge dokumenter kan forstørres ved klik på billedfladen)
Som det imidlertid fremgår af webloggen lige nedenunder, havde Marianne været tvunget til i februar 1999 at hæve sin samlede pensionsopsparing på grund af betalingskrav, der blev fremsat fra Høje Tåstrup Kommune, ledsaget af ganske grove trusler.
Selv om udbetalingen af pensionsopsparingen udløste en ekstraskat på 210.000,- kr, havde der stadigvæk været penge nok tilbage til at indløse vores indbo og eventuelt lade det sælge eller opmagasinere. Der var værdier i det for mere end 500.000,- kr.
(Høje Tåstrup Kommunes Biblioteker huskede også i maj 1999 at fremsende en regning på godt 7.000,- kr for ikke-afleverede bøger. Dem havde man så altså allerede på dette tidspunkt futtet af. Jeg funderer over, om byrådsmedlem Lizzie Hansen (S) er blevet overflyttet til bestyrelsen for den lokale affaldsforbrænding, fordi hun her i 1999 allerede havde dokumenteret sine store evner som "pyrotekniker" i sagen mod os og vores børn?)
Men selv om det fremgår af sags- og advisregistret, at man havde videregivet vores adresse i Wien til Folkeregistret pr. 22. februar 1999, undlod politiet, som det fremgår af deres skrivelse fra 2003, hvorfra ovenstående udsnit er taget, både dengang og senere at underrette os om noget som helst, hvilket formentligt skyldes, at indboet var det eneste virkeligt håndgribelige bevis for, at den beskrivelse af hjemmet, der blev givet af de to socialrådgivere, Aase Metzsch og Henriette Hallgerd, pr. 2. juli 1998, ikke havde det fjerneste med virkeligheden at gøre.
(se ligeledes: http://meinertz.250x.com/glopoadr.jpg )
Godt nok lader det sig, med udgangspunkt i det foreliggende lægemateriale, bevise, at der umuligt kan have ligget "medicinglas" og flydt overalt, men at indboet ikke var skrabet og luset, som det blev hævdet i socialsagen mod mine børn - det bevis sørgede man for, i bedste horrorstil, at destruere komplet.
Alle de der bebrejder os, at vi ikke, for børnenes skyld, er taget tilbage til Danmark, skulle måske overveje, hvilket liv børnene ville være vendt tilbage til. Uden bolig, uden ejendele og med Kai Hermann og assistenter fra Glostrup Politi stående parat til at slæbe sig bort. Formentlig for altid - hvis man skal tage de autoriserede psykologer Sille Kraghs og Birgit Cederholms "vurdering" alvorligt. Og mindre kunne nok heller ikke have gjort det, når man dels tænker på, at "foranstaltningerne" skulle kunne dække over det kæmpecirkus, Margit Næsby havde sat i gang "for at finde os" i slutningen af december 1998, selv om hun vidste, at vi kunne tilbageholdes på Den danske Ambassade i Wien, som vi var i løbende kontakt med, dels tager i betragtning, at det hele skulle betales af Stenløse Kommune/Frederiksborg Amt, og således repræsenterede en helt gratis fornøjelse for Socialforvaltningen i Høje Tåstrup og den kære socialrådgiver Vibeke Storm Rasmussen på Amtsgården i Glostrup.
Apropos sags-og advisregisterets pålidelighed: otte år senere, i 2007, havde Folkeregistret fortsat ikke registreret brugbare adresseoplysninger om os, selv om min sag, som angivet, var blevet overflyttet til Den sociale Sikringsstyrelse pr. 1. marts 1999, med første udbetaling på crossed check pr. 1. april samme år. Høje Tåstrup Kommune havde selv, som det fremgår af udsnittet, fremsendt mine checks til vores østrigske folkeregisteradresse siden januar 1999.
Det er svært forståeligt, at danske statsborgere, som nogle af de ganske få i den civiliserede verden, gang på gang kan tvinges til at adlyde anvisninger fra også tydeligt korrupte lokalembedsmænd og -politikere.
Sådan som vi nu, gennem snart ti år, er blevet tvunget til det af blandt andre Folketingets Ombudsmand, Indenrigsministeriet, Datatilsynet, Statsadvokaten for Sjælland og Tilsynsrådet for Københavns Amt.
| ||
