Børnene på en række skoler i Odsherred har fået mundkurv på og må ikke udtale sig til pressen om deres egen opfattelse af de problemer, der opstår, når man skal skifte skole i 6. eller 7. klasse.
Det bliver sagt lige ud, at "den slags skal børnene ikke blande sig i. Det er forældrenes anliggende": http://politiken.dk/indland/article454729.ece
Man kunne selvfølgelig få lyst til at hoppe af overraskelse, når man ser den slags meninger på tryk, men "mundkurven" er i virkeligheden bare en naturlig forlængelse af den decentralisering, man har haft i det danske samfund, med accent på "den kommunale selvforvaltning".
Samtidig giver skoleledernes holdning et godt billede af, hvad der egentlig ligger af tanker og opfattelser i forbindelse med den stigende magt til de lokale forvaltningsorganer.
Til sammenligning er det sådan, at børnene skal tages med på råd, når deres forældre bliver skilt, og det ikke umiddelbart er indlysende, hvor de skal bo, når deres hjem bliver delt.
Det må være en meget belastende situation, men mon ikke alle er enige om, at det er en god og selvfølgelig løsning at give børnene medindflydelse på deres egen fremtid?
Hvad fanden bilder de voksne ansvarlige i Odsherred sig så egentlig ind!
Det er meget enkelt: man har lagt magten ud til "de lokale folk", og de kan bruge den efter behag, fordi der i realiteten ikke er nogen, der kan stoppe dem.
Og selvfølgelig ønsker lokalpolitikerne ikke alt for megen opmærksomhed omkring for eksempel skolesager, der skal afgøres af helt andre og for børnenes uddannelse helt irrelevante grunde.
Kommunernes økonomi - blandt andet.
Allerede i 30ernes socialistlitteratur møder man jævnlig skræmmende billeder af de småkonger, der regerede en stor del af Danmark dengang.
Og i sammenligning med datidens sognerådsformænd og deres pengekasser er de danske lokalpolitikere og rådhusdirektioner jo langt mere velbeslåede med såvel penge som "juridiske muskler", og kan derfor, til hver en tid, tvære lokale modstandere ud på en helt anderledes og endegyldig måde end deres historiske forgængere i den danske litteratur.
Der findes så diverse klageinstanser, men de afgør alene sagerne på baggrund af kommunale indberetninger, og eftersom man aldrig skrider ind over for embedsmænd, der lyver, er kommunerne - "i den gode lokalpolitiks interesse" - almægtige.
Man har desuden sikret sig, at ansættelse af lærere m.v. er blevet et helt lokalt anliggende, hvilket også bidrager meget til at kvæle eventuelle "ikke-lokale kværulanter" - lærere kommer jo tit ude fra den store verden og har derfor smagt medbestemmelsens syndighed på en måde, som først skal fjernes, før de bliver "pålidelige" for deres arbejdsgivere i byrådssalen.
Folketingspolitikerne har virkelig, ved i sine bonderomantiske drømme at decentralisere Danmark, lagt grunden under et uoverskueligt, uendeligt, uafbrudt mareridt for alle, der ikke måtte være enige med de lokale konger og grever - lokalpolitikere og rådhusdirektioner, der, i modsætning til den normale, demokratiske holdning, i realiteten ikke kan stemmes uden for indflydelse, fordi "de nye" i lokalpolitik først skal "uddannes" i partihierakierne, og derfor er moralsk ødelagt, før de overhovedet kommer i nærheden af at få magt.
Der er siden kommet en ny version af historien om "mundkurv eller ej" (se linket nederst). Forklaringen baserer sig tydeligvis på en forventning om, at avislæserne ikke kan huske fra næse til mund, for ordene i det første interview faldt ganske entydigt, som ovenfor citeret, og som det kan chekkes via det angivne link.
http://politiken.dk/indland/article454872.ece
| ||
