http://politiken.dk/indland/article391155.ece
Via det ovenstående link kan du læse om de fordomsbaserede vanskeligheder, der er for handicappede med at få en uddannelse. I min erfaring er det også her mere et spørgsmål om penge:
I 1992 fik jeg ordre af min daværende hjemkommune, Stenløse, til at afbryde min halvfærdige læreruddannelse. Man var åbenbart blevet bange for at komme til at hænge på nogle flere udgifter, fordi jeg på det tidspunkt havde overstået så stor en del af uddannelsesforløbet, at jeg ønskede at overgå til revalideringsydelse.
I 1985, efter jeg var blevet syg, havde jeg taget en kompetencegivende eksamen fra Københavns Universitet, men eftersom der dengang, i forhold til antallet af ledige stillinger, var så mange akademikere i omløb, at man kunne fodre svin med dem, havde denne uddannelse alene givet mulighed for en række ukurante jobs i kortere ansættelsesforløb. Blandt andet som brevskolelærer.
Jeg antager, at de ovenstående, lokale dispositioner er udslag af det, man fra Kommunernes Landsforening rørstrømsk betegner som "den kommunale selvforvaltning". Jeg har i hvert fald aldrig oplevet sunde og fornuftige udslag af denne "frihed for de lokale folk".
Iøvrigt havde Høje Tåstrup Kommune, hvor jeg boede, da jeg begyndte på Lærerseminariet, også afvist enhver støtte til mig. Og det til trods for at jeg havde de bedst tænkelige anbefalinger fra mit arbejde, dels som årsvikar i Folkeskolen, dels som pædagogisk medarbejder/klubpædagog i blandt andet "Spiren" - den arbejdsplads, hvor jeg blev slået til invalid af nogle kære, halvgamle unge, der slet ikke måtte opholde sig i klubben.
