...Vi har oplevet, hvordan der blev løjet, ydmyget, myrdet og torteret, og hver eneste gang var det umuligt at tale med dem, der gjorde det; umuligt at overtale dem til, i menneskelighedens navn, at lade være. Fordi man ikke kan argumentere med et menneske, der alene ser sig selv som repræsentant for en ideologi. Et menneske, der udelukkende lever sit eget og ser andre leve deres liv i De Store Ideers Sfære.
Den Lange Dialog mellem mennesker er nu blevet brudt. Og det giver sig selv, at et menneske, man ikke kan diskutere med, indgyder angst.
Sammen med de mennesker, som ikke ville tale, fordi det var meningsløst at prøve, har der bredt sig en endeløs fortielse blandt alle os andre, som de fleste har accepteret, fordi de er bange og helst, af skam, vil leve i skjul med den angst, der er blevet tvunget ind i deres liv af alle dem, som ønsker at ubønhørligheden skal regere verden.
Vi lever i angst, fordi vi ikke længere tror på, at vi kan overbevise bødlerne om, at de gør noget forkert.
Vi lever i angst, fordi det enkelte menneske nu fuldstændigt er udleveret til den Store Histories forløb og ikke længere får lov til at bruge "den anden side" - evnen til i åbenhed og forståelse at mødes med såvel mennesker som alle andre væsener på Jorden.
Fordi vi lever i en verden af kontorer og maskiner, i en verden med absolutte ideer, en verden af kritikløs sekterermoral.
Vi kvæles af mennesker, som ubetinget og uden modsigelse hævder, at de alene ejer såvel maskiner som ideer.
Og for alle de af os, som ønsker at leve i venskab og dialog med andre, betyder denne "store fortielse", at vores verden endegyldigt går under i elendighed...
Den franske forfatter Albert Camus skrev (og jeg oversatte fra tysk) ovenstående tekst med baggrund i nazisternes (og andre nationalistiske grupperingers) civilterror.
Det kunne lige så godt være skrevet med baggrund i 11. september 2001, og hvad senere fulgte.
Nu diskuterer vi klima, forurening med videre, hvilket behageligt afholder os fra at se, at vores angst for "de store" har skabt de globale problemer, og at vi, hvis vi skal have en chance senere, med eller uden Jordopvarmning, er nødt til at finde tilbage til det mest menneskelige, vi har: dialogen mellem os alle som ligeberettigede partnere.
