Se eventuelt dette link til politiken.dk: http://politiken.dk/udland/article468951.ece
Sagen om den tidligere bortførte Natascha Kampusch og hendes påtænkte stævning af den østrigske stat har nået de danske aviser, men den er meget anderledes og langt mere alvorlig, end den indtil videre er blevet skildret.
Den er udløber af den konstante krig mellem de to største partier SPÖ (Socialdemokratiet) og ÖVP (De konservative), der netop nu tilmed er i regeringskoalition under socialdemokraten Alfred Gusenbauers ledelse.
Natascha Kampusch var blevet bortført tidligere i samme år, som vi kom til Wien - i 1998.
Dengang havde byen en socialdemokratisk politigeneral, Franz Schnabl, der senere vandt vores (og mange andres) store respekt ved, på den ene side at sørge for, at de mange demonstrationer mod koalitionsregeringen mellem FPÖ (Haider-folkene) og ÖVP forløb fredeligt, og på den anden side pænt ventede på sin demonstrerende datter for at kunne tage hende med hjem i sin imposante tjenstvogn.
Ved først givne lejlighed blev Franz Schnabl, af ÖVP/FPÖ-regeringens indenrigsminister personligt, forflyttet til paspolitiet i Schwechat - Wiens lufthavn - hvilket er omtrent så stor en ydmygelse for en karrierebetjent, som overhovedet kan tænkes.
Den næste markante politigeneral var en provinsbetjent ved navn Roland Horngacher, der, som man sagde, "blev skyllet med ind i politiet, da man sammenlagde det med gendarmkorpset". Hans primære kvalitet var åbenbart, at han var god, langvarig konservativ.
Horngacher startede øjeblikkeligt en krig mod Ernst Geiger, en ledende politiofficer, der var medlem af Socialdemokratiet, som han, det blev senere bevist, chikanerede ud af stillingen som leder for Kriminalpolitiet i Wien med gennemforfalskede dokumenter og vilde beskyldninger.
Sidenhen er Horngacher blevet idømt 15 måneders ubetinget fængsel - hvilket er meget for en politigeneral i Wien.
Han nåede dog at indsætte en god konservativ, oberst Roland Frühwirth, som leder for KD1, socialdemokraten Ernst Geigers tidligere post.
Vedrørende Frühwirth kører nu en masse beskyldninger og tvivlsomme beviser. Jeg, og mange andre med mig, tror egentlig, at han er uskyldig, men det betyder helt sikkert ikke noget som helst for det videre forløb.
I alt dette roderi kom så "sagen Kampusch".
Her i Østrig er politiet underlagt Indenrigsministeriet, og det er nu kommet frem, at en række indenrigsministre direkte har givet anvisninger om, at "sagen Kampusch" skulle løses uden større offentligt rabalder - på grund af risikoen for at SPÖ og ÖVP skulle tabe yderligere stemmmer til højreekstremisterne, primært FPÖ, ved Parlamentsvalgene.
Dette betød konkret, at politiet fik forbud mod at efterforske yderligere i mistanken mod Wolfgang Priklopil, som senere viste sig at være den, der havde kidnappet og indespærret Natacsha Kampusch i otte år.
Priklopil var ellers fra begyndelsen hovedmistænkt på grund af sit almindeligt kendte, sære forhold til børn.
Et af politiet fremlagt "bevisstykke", som skulle dokumentere, at han havde et sikkert alibi for gerningstidspunktet, har senere vist sig som svindel.
Man kunne altså helt sikkert have sparet Natascha for mange, mange lidelser.
På samme måde med skandalen omkring fagforeningsbanken BAWAG, hvor der fra Indenrigsministeren blev givet anvisning på, at politiet skulle begrænse sin efterforskning til spor, der alene ville belaste SPÖs medlemmer.
Og hvad kan man så lære af det?
Jeg vil først lige indskyde, at jeg så et kendt navn i de danske aviser forleden dag, i forbindelse med en verserende sag om formodet terrorplanlægning i Danmark.
Anklageren er den samme, som i sin tid afgjorde, dels at Politimesteren i Glostrup havde handlet korrekt i 2002, da han henlagde en sag om formodet svindel med vores adresseoplysninger i Folkeregisteret, fordi "forholdene i Folkeregisteret stemmer overens med de faktiske forhold", dels afviste, at Politimesteren i Glostrup havde gjort noget som helst forkert i 2003 ved at oplyse, at man ikke på noget tidspunkt, før min direkte henvendelse til Glostrup Politi i 2003, havde kunnet finde vores postadresse i Folkeregisteret og derfor havde futtet vores samlede indbo af.
Med de evner for bevisbedømmelse, som den pågældende vicestatsadvokat hidtil har lagt for dagen, kan man jo sagtens forstille sig, at han får retsformanden og en tilfældig forbipasserende idømt livsvarigt fængsel i den verserende terrorsag.
Der er nemlig den markante fordel i Østrig, at den politiske balance er så fintmærkende, at embedsmandskorruption faktisk altid bliver afsløret og straffet. Hvorimod "den stille konsensus i Danmark" medfører, at man kan vedtage, at korruption slet ikke eksisterer i det danske embedsværk - til stor skade for almindelige mennesker (og deres børn).
Natascha Kampusch skal nok få sandheden frem i sin sag.
Gid, man kunne forvente det samme for mine døtre, der på livstid er idømt en "negativ social arv", fordi man ellers ville være tvunget til at skride ind over for et mindre antal overgennemsnitligt korrupte lokalembedsmænd og -politikere i Høje Tåstrup Kommune.
Iøvrigt er de embedsmænd fra det østrigske udenrigsministerium, som solgte visa til håbefulde immigranter, forlængst under retsforfølgelse.
Hvordan var det nu hos os i en lignende sag?
Har udenrigsministeren givet tilladelse til, at de må forhøres af politiet, eller fråder man fortsat af hellig foragelse over påstande om, at danske embedsmænd er kalibreret på præcis samme måde som dem i alle andre lande? At muligheden, også hos dem, tit skaber forbrydelsen?
Et kort stykke om Østrigs politiske historie og tradition.
Mange undrer sig sikkert over, at SPÖ og ÖVP på den ene side gør alt for at genere hinanden, og samtidig gang på gang i Den anden Republiks tid (perioden efter 2. Verdenskrig) er gået i regeringskoalition.
Her i landet forklarer man det, dels med optakten til "Anschluss" i 1938, dels med tiden under Sovjetisk besættelse frem til 1955, hvor man endegyldigt fik sluttet fred efter krigen.
Man siger, at når "Anschluss", Nazitysklands indlemmelse af Østrig i 1938, overhovedet var mulig, skyldtes det, at den sidste "nationale" forbundskansler, Kurt von Schuschnigg, havde forsøgt at bekæmpe såvel truslen fra "venstre" som truslen fra "højre" - henholdsvis fra Socialdemokrater og Nazister - samtidigt.
Hvis han havde allieret sig med den ene part, ville han have kunnet holde den anden i ave.
Det skal bemærkes, at Kurt von Schuschnigg var "austrofascist" og altså langt fra det, vi ville opfatte som et godt og demokratisk sindet menneske. Austrofascisterne lod sig mest inspirere af Mussolinis italienske fascister - og tildels de spanske Falangister.
Efter krigen var landet besat af sovjetiske tropper frem til 1955, hvor man konstant havde den yderste venstrefløj til at "bede om broderlig hjælp" hos Stalin mod de andre politiske fraktioner i Østrig.
Igen så man løsningen i et samarbejde mellem "det moderate venstre, SPÖ" og "det moderate højre, ÖVP" - og dennegang lykkedes det jo vitterligt at genetablere Østrig som en uafhængig stat.
Desuden skal man tage i betragtning, at ministrene her i landet har meget udstrakte beføjelser på deres egne områder.
Således kører for øjeblikket en strid mellem den socialdemokratiske kansler Gusenbauer og hans konservative vicekansler/finansminister Molterer om en enkeltstående udbetaling på 100 Euro til alle "fattige" i landet.
Gusenbauer insisterer, og eftersom socialminister Buchinger tilhører kanslerens parti, kan man over dennes budget udbetale pengene, uanset hvad finansminister Molterer måtte mene om det.
På samme måde, meget sympatisk, udbetalte den daværende finansminister Grasser erstatning til en mand, der havde siddet i fængsel i otte år for et ualmindeligt modbydeligt mord, han ikke havde begået.
Erstatningen på knap ni millioner havde han fået tilkendt af Landsretten, men ingen fra Justitsvæsenet ville udbetale beløbet, hvorefter finansminsteren, uden at skulle spørge nogen om lov, selv udskrev checken fra sin egen, meget store kasse.
Hvis en minister går for vidt, kan han iøvrigt fjernes med et mistillidsvotum, der normalt ikke medfører, at regeringen som sådan træder tilbage.
"De Grønne" truer for øjeblikket den konservative indenrigsminister Günther Platter med et sådant, hvis han ikke snart bringer orden i det rod, politiet, i samarbejde med diverse indenrigsministre, har lavet i blandt andet sagen om Natascha Kampusch og i BAWAG-skandalen.
Hele det politiske system er således meget mere individualistisk, end vi er vant til.
Om det er bedre, ved jeg ikke, for her i landet vil man til gengæld ikke acceptere mindretalsregeringer, som jo egentlig er ret gode - i hvert fald i Danmark.
