Billedet viser den tyske maler Gerhard Richters forslag til, hvordan Sankt Peter kunne være sluppet for ydmygelsen med at forråde Jesus tre gange før hanen galede Langfredag Morgen.
Det var også glædeligt at se Anders Fogh Rasmussens afstandtagen til religiøs fanatisme, som den blandt andet kommer til udtryk i Iran.
Jeg synes bare, man burde have for øje, at fanatisme, i den således fordømte forstand, normalt forårsager en religionspraksis, der i løbet af kort tid forvandles til en indflydelsesstrategi med samfundsmæssige konsekvenser - som for eksempel Khomeinis "islamiske revolution" blev det i Iran for snart 30 år siden.
Katastroferne for almindelige mennesker opstår med andre ord, når de troende i flok begynder at opføre sig på samme måde som et ganske almindeligt, politisk parti.
I modsætning til de politiske partiers til tider ganske voldsomme, ideologiprægede og ubegavede fremfærd, som er en del af vores demokratiske "vaner", er den "moralsk" betingede lovgivning noget ganske fremmed for de fleste af os.
Jeg bryder mig heller ikke om, at religiøse ledere lige pludseligt forsøger at indføre de himmelske sandheder i vores jordiske samfund, men måske burde de politiske partier et øjeblik vende søgelyset mod sig selv og overveje, hvor mange (få) af deres handlinger der er begrundet i fornuft og hensyn til almenvellet og således ikke er bestemt af partipolitiske grundsætninger.
Set under den synsvinkel er de skandinaviske demokratier nemlig i lige så høj grad fordømmelsesværdige som de foragtede præsteregimer.
|