Herr Major, Herr Major! Der er en journalist i min suppe! (og tusind tak for det)

Sommetider får man indtryk af, at hele livet er en lang katastrofe med et mindre antal frikvarter, hvor alt tilsyneladende er normalt.

For det meste er virkeligheden så alligevel i gang med at lægge den næste nederdrægtighed til rette.

Måske ikke helt retfærdigt, men i vores tid, hvor alting forandrer sig uberegneligt og hele tiden, er tryghed blevet en sjælden og sparsom vare.
Frelsens Hær, blandt andre, tager sig af mennesker, der ikke lige aktuelt befinder sig i en af livets katastrofepauser.

Så i går var jeg inviteret til præsentation af en ny "Frelsens Hær - suppe" kreeret af den, i hvertfald i den tysksprogede del af Europa, velkendte TV-kok Sarah Wiener.

I sidste uge havde man på ORF, det østrigske statsfjernsyn, kunnet se den absolutte nedsabling af projektet i et aktualitetsprogram, som kører dagligt under titlen "Wie bitte!?"

Suppen var lavet på sjældne og ret dyre råvarer; den var kompliceret at fremstille - og så videre. I "Wie bitte" kommenterede man dog ikke smagen, for den var nemlig, også efter ORF-journalisternes mening, ganske fremragende.

Jeg var noget skeptisk over for denne præsentation, som skulle foregå i Frelsens Hærs rehabilitationshjem "Salztorzentrum", her i Wien.
Men, indrømmet, jeg var også ret nysgerrig efter at møde Sarah Wiener, der er et levende "efterparadoks" fra Holocausten under Anden Verdenskrig.

Navnet er jødisk, og hendes far var en af hovedkræfterne bag genopbygning af "Cabaret Simpl", som ligger "lige nede om hjørnet" i forhold til vores lejlighed.
Sammen med ungareren Hugo Farkas - som stadigvæk er berømt - lavede Sarah Wieners far utallige samfundskritiske cabaretter og cabaretviser.

Sarah Wiener blev født i Halle i Tyskland, men var østrigsk statsborger efter sin far, og denne forbindelse har hun aldrig opgivet, selv om hele hendes liv har fundet sted omkring hendes tre spisesteder i Berlin og hendes arbejde for diverse, tyske TV-stationer.

Der er ganske mange af jødisk afstamning, der har gjort præcis som Sarah Wiener: de er østrigske statsborgere, men ønsker ikke at komme til landet, fordi hvert eneste gadehjørne minder om de grusomheder, nazisterne udsatte deres familier for - dengang for efterhånden meget lang tid siden.

Det viste sig under præsentationen, at suppen ikke, som hævdet hos ORF, var hverken dyr eller kompliceret. Den er bare "anderledes", med masser af protein, fordi vi lever i en anden tid end dengang, hvor den ellers benyttede "klostersuppe", som mest indeholder kulhydrater, blev lavet til fattige og syge.

Denne "klostersuppe", som smager aldeles udmærket, er lavet første gang i 1200-årene i Cisterciensernes hovedkloster Cluny i Frankrig. Har godt nok senere fået tilføjet kartofler som en vigtig ingrediens, men er ellers helt uændret.

Pressen var mødt talstærkt op, hvilket egentlig overraskede på baggrund af den dårlige foromtale af arrangementet, og blokerede fuldstændig for alle andre interesserede.
Jeg havde så det held, at jeg kunne koble mig på min kone, der i dagens anledning var fuldt uniformeret "frelsersoldat".

Og selvfølgelig kom spørgsmålet med det samme: "Er det her en billig gang reklame for Sarah Wiener/Frelsens Hær!?"

"Nej!" lød det lige så prompte og selvfølgelige svar fra såvel major Hans-Marcel Leber som fra Sarah Wiener.

Lige så selvfølgeligt blev svaret mødt med vantro.

Så er det, man står der og har lyst til enten af råbe op eller bryde ud i krampegråd, fordi selvfølgelig har såvel kokken som Frelsens Hær brug for "offentligheden".
Her i landet har Frelsens Hær udelukkende de midler, der tilgår fra private sponsorer - samt lidt "reserve" fra Frelsens Hær i Schweiz.
Hvis man ikke har offentlighedens interesse, er der hverken en Frelsens Hærs Socialtjeneste eller den tilhørende, evangeliske menighed.

Og schweizerne er ikke specielt begejstrede for at skulle sende hjælp til Østrig af deres egne, sparsomme midler.
Jeg kan oplyse i den sammenhæng, at hele "Frelsens Hær" i dag styres fra et hovedkontor med kun seks ansatte; at man ikke desto mindre formår at administrere aktiviteter i 110 lande med i alt mere end 100.000 ansatte og jeg ved ikke hvor mange frivillige.

Pressen, Frelsens Hær og Sarah Wiener tog altså igen den traditionelle "lanciers" ved navn: "I er bare ude efter vores penge/ I er bare ude efter en historie, jeres kunder er parat til at betale fjernsynslicens for!"

Da vi senere prøvesmagte suppen, kunne jeg ikke lade være med at bemærke til Hans-Marcel, hvis blodtryk så småt igen var blevet normalt: "Herr Major! Herr Major! Ich habe ein Fernsehkamera in meiner Suppe!"
Han grinte ikke, men det gør han sikkert en anden dag.

Til syvende og sidst har alle mennesker brug for hinanden - i hvert fald sommetider.