http://orwelldreams.250x.com/adresse281206.jpg
(ovenfor er en kopi af adressefeltet fra den seneste skrivelse, jeg har fået i hænde fra Den sociale Sikringsstyrelse, dateret 28. december 2006 til min gamle bopæl i Freischling. Altså 3 måneder efter man havde modtaget min "Leveattest" med adressen i Wien, og 8 måneder efter jeg havde meldt flytningen til den registeransvarlige på Høje Tåstrup Rådhus, Hanne Nygaard Jensen)
Allerførst vil jeg lige bruge et par linier på at udtrykke min forbavselse over, at Den sociale Sikringsstyrelse, som nu et par gange har kostet mig betydelige summer, fordi de angiveligt ikke kunne finde min postadresse, i går ringede til mig for at fylde mig med løgn og billige bortforklaringer.
Mit anvendelige fastnetnummer, der står opført hos en privat provider, er ret svært at komme til, fordi der er kun Gud ved hvor mange sløjfede numre under mit navn - vores gode venner i Wien har endnu ikke præsteret at finde det uden vores hjælp - men Den sociale Sikringsstyrelse i Danmark havde altså fundet det uden problemer, selv om de angiveligt er ude af stand til at læse og forstå oplysninger fra såvel "Leveattest" som det danske Folkeregister.
Se også: http://quousque-tandem.blogspot.com/2007/06/at-finde-en-adresse-som-bde-er-i.html
Og så til noget helt andet:
Nedenstående, "verserende" sag for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, nummer 08 04 54 - 0571/2, drejer sig om den såkaldte "specialisterklæring fra Montebello", som dannede baggrund for tilkendelsen af pension til mig.
Ved nærmere eftersyn viste det sig dog, at "specialisten" var en meget grøn "reservelæge", der havde arbejdet med psykiatri i mindre end et år, og "Montebello" som udstedelsessted viste sig at være "FAC Hillerød", hvor jeg aldrig har været patient. Og i modsætning til normal praksis havde jeg aldrig haft adgang til at læse den. Jeg så den første gang, da konsulent/fhv. afsnitsleder Karin Roed, med små fem års forsinkelse, i august 2003 fremsendte den samlede aktindsigt i hele socialsagen mod mine døtre til mig. Jeg er aldrig blevet så chokeret, som da jeg så den gang ubeskrivelige vrøvl, omhyggeligt fordelt over fire sider, hvoraf en enkelt, med særligt voldsomt indhold, var pillet fra og først senere tilgik mig. "Reservelægeerklæringen" kommer senere her på webloggen i sin helhed.
Selve erklæringen er en ren fiktion, der giver et helt forvrænget billede af det, der var galt dengang. Således er hele min forhistorie, med flere indlæggelser på grund af mistanke om psykotiske tilstande, ren digteri.
Det kunne selvsagt have været noget, jeg havde bundet den ansvarlige reservelæge på ærmet, men hun var en nær bekendt af min nu afdøde storebror, der spiller en helt central og afgørende rolle i det sygdomsbillede hun forsøger at skildre - så hvis hun havde ønsket at skrive sandheden, kunne hun bare have spurgt ham. Blandt andet fremhæves det, med stor alvor, at mine forældre ejede en cementfabrik, som min bror var arving til og at det havde medvirket til at ødelægge mig...(For god ordens skyld skal jeg understrege, at jeg aldrig har hævdet det vrøvl, jeg citeres for.)
Allerede dengang, i 1983, var Høje Tåstrup Kommune en sparsommelig forvaltning, så selv om min sygdom blev udløst af et overfald på mig, på mit arbejde i ungdomsklubben "Spiren", blev jeg skubbet på førtidspension, fordi det dengang blev betalt af staten.
Senere brugte man samme, falske "reservelægeerklæring" til at spare penge på mine døtre ved lynhurtigt at opdigte en graverende socialsag, så både Høje Tåstrup Kommune og Københavns Amt kunne sende samtlige regninger til vores tidligere hjemkommune/amt, hh. Stenløse og Frederiksborg.
Det er overflødigt at sige, men jeg gør det alligevel, at det svar, der stilles i udsigt i brevet nedenfor, aldrig er kommet. John Barber fra Socialministeriets Psykolognævn fremsendte en lignende skrivelse næsten samtidigt - og har heller ikke ladet høre fra sig siden.
Den normale teknik for såvel Karen Langsted som John Barber er så, at jeg meget senere får et forarget brev om, at "den sag er slut for længe siden", og at "yderligere henvendelser vil blive læst, men ikke besvaret" - også når jeg gør opmærksom på, at de selv havde lovet at vende tilbage til problemerne.
Jeg går ud fra at den slags tomme løfter, som nedenfor, er et udslag af, at de forskellige fuldmægtige ikke altid på en studs kan skaffe tilslutning til deres sjove løgnehistorier opefter i systemet og derfor holder klagerne hen, indtil alle deres overordnede er blevet overbevist om, at det er klogest at lyve videre, fordi en udtværet børnefamilie mere eller mindre ikke er nær så betydningsfuld, som den stab af pålidelige "specialistfalsknere", spredt overalt i forvaltningsapparatet, der kan sikre, at vores "velfærdsstat" tilsyneladende fungerer.
http://orwelldreams.250x.com/pkn260706.jpg
| ||
