Der har lige kørt en mindre mediestorm omkring et anbringelsessted for børn i Sønderjylland.(Se følgende link: http://politiken.dk/indland/article446177.ece )
Institutionen, hvor ofrene for den værste sexmisbrugsskandale i årtier er anbragt.
Oprindeligt var der lagt op til det store blodbad for åbent tæppe, hvor man fra den anbringende kommunes side allerede var i gang med, over for diverse mediefolk, at slibe øksen til den kommende "pædagogmassakre" - af hensyn til børnene, selvsagt.
Anbringelsesstedet var i den grad kommet i miskredit mellem de professionelle, at selv Socialpædagogernes fagforbund frarådede endog deres arbejdsløse medlemmer at tage ansættelse der.
Nu har man, efter "kommunal" samtale med diverse partnere, konkluderet, at stedet har "pædagogisk vægt" og at problemerne udelukkende angik medarbejdernes forhold på stedet.
Man kan altså slet ikke forestille sig, at det psykiske arbejdsmiljø for døgninstitutionens medarbejdere smitter kraftigt af på de anbragte børn? Det er trods alt en slags hjem for dem - og det tit i længere tid.
Mine døtre var i sin tid anbragt på døgninstitutionen "Bakkehuset" i Slagelse, hvor en enkelt, mandlig pædagog formåede at sætte hele stemningen på stedet, alt efter om han så sur ud (og derfor lugtede af sprut fra aftenen før) - eller så glad ud (så lugtede han af frisk spiritus).
Fælles for hans to tilstande var, at især de mindre børn begyndte at skrige, når han nærmede sig, fordi hans fordukne uberegnelighed fremkaldte præcis den samme utryghed, som de forskellige misbrugsforældre havde fremkaldt hos børnene i deres egne hjem - den utryghed, som til syvende og sidst havde medført, at de var blevet anbragt uden for forældrenes rækkevidde.
Dengang ringede borgmesteren for Vestsjællands Amt til stedet og fik der bekræftet, at mine påstande umuligt kunne være rigtige.
Præcis det samme er sket vedrørende institutionen i Sønderjylland, fordi kommunalfolkene begyndte at frygte, at der ville komme faste retningslinier og minimumskrav til de forskellige anbringelsessteder, hvilket , alt andet lige, ville medføre forøgede udgifter for alle kommunale pengekasser i landet.
Derfor "er det sikkert bedst, at ordne det hele indenfor forvaltningens fire vægge".
Men til syvende og sidst er denne løsning, med sin åbenlyse forløjethed, dog bedre end at borgerne endnu engang skal krumme tæer til Den sociale Ankestyrelses juridiske vrøvl og vinkelskriverier, sådan som man ellers havde tænkt sig at kvæle kritikken fra ministerielt hold.
