Monday, February 2, 2009

Når danskerne råber "Tissemand, tissemand, tissemand..." og dertil ryger for mange stearinlys...


Nej, det er ikke det, man har råbt.

I stedet har man i Grundlovens ånd trykt noget graffiti, de såkaldte "Muhammed-karikaturer, som får bølger af irritation til at skylle gennem den muslimske verden.

Samt gennem den del af nationerne, som mener at fred og sikkerhed er vigtigere end at undersøge, hvor højt og hvor mange gange vi, danskerne, kan få resten af verden til at hoppe.

Uffe Ellemann Jensen har som en af de få danske politikere i dag forsøgt at gøre opmærksom på det sære misforhold, at vi med vores Grundslovssikrede rettigheder får de muslimske lande til at kvæle deres sporadiske forsøg på at sikre deres befolkninger større frihed. De er nødt til i et vist omfang at lade sig lede af deres lokale fanatikere - og så videre.

Uffe Ellemann står ret alene....

Tjah, i et Danmark omgivet af en Jaguar-Villy med en Fay Weldonsk midlifecrisis; et Socialdemokrati, der ikke evner, lige som tidligere, at sige "Hold kæft Svend, Mogens....o.s.v."; et DF med et skizofrent forhold til Ytringsfrihed - den gælder kun for klonede Pia-meninger; en Enhedsliste med nyt mod på det klassedelte samfund.
Et Konservativt parti, der intellektualiserer alle reelle problemer og skyder dem ud til senere behandling (evt. hos Gud)...

Tjah, hvad bliver der så tilbage, ud over et par medlemmer af Venstre, hvis udtalelser helt sikkert forbliver uden praktisk betydning?

Det politiske billede i Danmark er, af skræk for vælgertab, blevet en ualmindeligt blegfiset affære, båret oppe af en krampagtig påstand om "den stille enighed". Næsten som historieforfalskningerne om tiden mellem 1943 og 1945.

se iøvrigt: http://politiken.dk/indland/article477813.ece

Ellers advares mod overdreven nydelse af stearinlys i de private hjem.
En af danskernes hovedrusgifte, det "levende" lys, afgiver for mange skadelige stoffer.
Det skulle på denne baggrund ikke undre, hvis dagplejemødre og andre, som opbevarer uskyldige, levende væsener i deres hjem mod timebetaling, brutalt vil blive frataget deres arbejdsmuligheder - hvis de fortsat, efter den nu udsendte advarsel, storryger stearin inden for deres hjems fire vægge.

se videre under dette link: http://politiken.dk/tjek/dagligliv/sundhed/article476515.ece