Oplysningerne er altså hentet i Sags- og advisregisteret under mit personnummer. Den ansvarlige for registreringerne var Linda Gleerup, hvis navn flere gange i sagsforløbet dukker op under uheldige omstændigheder.
Det fremgår af skrivelsen til Datatilsynet i klarsprog, at vi først fik fast adresse i Høje Tåstrup Kommune pr. 13. maj 1998:
Problemet for såvel kommunen som Datatilsynet har lige siden været af finde en troværdig forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre, at f.eks. familiens Sygesikringsbeviser blev fremsendt pr. 26. februar 1998 til (og modtaget på) den adresse, som man først i maj anerkender, at vi er flyttet til.
I Folkeregisteret står klart og tydeligt, at vi meldte os til denne adresse pr. 20. februar 1998, hvilket er i overensstemmelse med sandheden.
Det betyder, at vi i realiteten blev behandlet som "husvilde" i perioden frem til midten af maj. Og "husvild" i Danmark er faktisk ensbetydende med "retsløs".
Således kunne man i ro og mag, i samarbejde mellem Socialforvaltningerne i Stenløse og Høje Tåstrup Kommune, tilrettelægge den planlagte, ødelæggende sag mod vores børn, der dog angiveligt først påbegyndes den 12. maj 1998 (dagen før, man i registeret anerkender vores faste adresse i kommunen), ved at en ældre dame henvender sig på Socialforvaltningen i Høje Tåstrup Kommune med sin "bekymring for børnene", som det senere fremgår af chefsocialrådgiver Margit Næsbys efterlysning af os alle pr. 23. december 1998.
Denne ældre dame, der absolut ikke var "en gammel ven af familien", udmærkede sig ved to praktiske egenskaber: hun var skizofren og en nærmere bekendt af den daværende, socialdemokratiske byrådsgruppe og derfor i enhver henseende særdeles anvendelig til at frembringe de belastende beskyldninger, man skønnede at have brug for til meget hurtigt at sikre sig, at man fra Høje Tåstrup Kommune/Københavns Amt ville kunne videresende regninger vedrørende behandling af børnene på en hvilken som helst størrelse til Stenløse Kommune/Frederiksborg Amt.
Derfor fik mine døtre ikke hverken en sandfærdig eller lovlig sagsbehandling. Det hele var tilrettelagt på forhånd, og mine forsøg på at gøre de socialdemokratiske politikere opmærksom på, at anmelderen i sagen var alvorligt sindssyg, var selvsagt dømt til at mislykkes.
Politikerne, derunder den daværende borgmester (om nogen), kendte udmærket til Connie Lindström Nielssons sygdom - det var jo derfor man havde taget kontakt til hende i første omgang.
Jeg havde selv lagt mere end ti års arbejde i den lokale partiafdeling og vidste, at det ville have været helt udsigtsløst at blive i Danmark og tro, at vi indenfor en rimelig tid ville kunne trænge igennem med den korrekte og retvisende dokumentation for børnenes udmærkede hjemlige forhold.
Vi havde ingen andre muligheder end at bringe dem i sikkerhed i udlandet. Enhver, der måtte tvivle på den vurdering, er velkommen til at læse her i webloggen om alle de nederdrægtigheder, man fra det samlede, danske myndighedsapparat har sendt ud over vores børn, fordi vi, deres forældre, insisterede på, at man skulle lægge sandheden til grund for de eventuelle dispositioner, man fra Socialforvaltningens side måtte foreslå for sikre børnene en bedre opvækst.
Skrivelsen i sin helhed kan kaldes via dette link:
http://www.meinertz.250x.com/dt3.jpgTil slut endnu en stor tak for de ialt 89.644 gange, man klikkede ind på min weblog i løbet af oktober måned.
