I dag er det ni år, siden vi ankom til Wien med tre kufferter, to børn og femtusinde kroner. Kvitteringen ovenfor gælder vores første adresse i Sperrgasse, som vi havde frem til den 15. november 1998, hvor denne pension, "Fünfhaus", lukkede for vinteren.
Da Høje Tåstrup Kommune fik kendskab til eksistensen af denne kvittering, blev man i første omgang meget, meget stille, men vedgik så, i efteråret 2002, at de oplysninger, som fremgik af kommunens Sags- og advisregister vedrørende tidspunktet for vores udrejse, var resultatet af en "misforståelse" hos den ansvarlige, Linda Gleerup.
Beklageligvis fik vi først en komplet aktindsigt i 2003, ved "konsulent" Karin Roed, og på det tidspunkt, hvor vi altså ved hjælp af den efterlysning, der blev udsendt af Margit Næsby den 23. december 1998 via Glostrup Politi, kunne dokumentere, at man havde fortsat hetzen (i lokaljargon kaldet: "sagsbehandlingen") langt ud over det tidspunkt, hvor vi havde fået fast adresse i Wien, begyndte man fra Høje Tåstrup Kommunes Juridiske afdeling at hævde, at vi havde fået "fuldstændigt svar" på alle vores (dumme) spørgsmål, og at man derfor ikke ville besvare yderligere henvendelser angående forløbet af socialsagen.
Det var f.eks. ret vigtigt for os at påpege, at Margit Næsby havde kendskab til såvel vores præcise adresse som vores telefonnummer, længe før hun i sin efterlysning påstod, at vi boede på gaden, uden penge og mad o.s.v
Selvfølgelig kunne hun ikke have vedføjet adressedokumentationen i sin henvendelse til Glostrup Politi, så vi forstår da hendes problemer med såvel sandheden som fænomenet "lovlig sagsbehandling", men sandheden kunne have hjulpet vores børn til en mere normal opvækst.
Margit Næsby ønskede med sin ubegrundede efterlysning udelukkende at sikre, at vi ikke kom til Danmark igen og valgte derfor at stille os i en komplet umulig situation over for myndighederne.
Hvilket, som det fremgår af de forløbne ni år, er lykkedes hende til overmål.
