Bam Oida: Generelle Kommentarer: Landsskatteretten

Wednesday, February 4, 2009

Generelle Kommentarer: Landsskatteretten - en afgørelse med Goddaw

Hele dette nu næsten 12 år lange forløb, vi som familie har været igennem, afspejler den "dobbelthed", som bredte sig i vores forvaltningssystem op igennem firserne, fordi man havde erkendt, at man ikke ville kunne indfri alle de "retskrav" almindelige mennesker var blevet udstyret med via vores centrale lovgivning. Fra gammel tid har man i første omgang skullet henvende sig til den embedsmand, som havde begået en eventuel "fejl". Denne kunne så berigtige fejlen, såfremt han erkendte den som sådan. Ellers måtte man gå videre til forvaltningens ledelse, måske endda til den politiske ledelse. Hele tiden indkaldte myndighederne så udtalelser fra de embedsmænd, der direkte havde haft ansvaret for den indklagede sagsbehandling. Embedsmændene blev tillagt en absolut troværdighed, som, i min erindring, var på sin plads. Så kom tiden med "skuffecirkulærer", sparekrav og andet. Herefter vænnede man sig i stigende omfang til slet og ret at godtage den ansvarlige forvaltnings forklaring, uanset hvor groft den måtte være i modstrid med foreliggende dokumentation. Fordi det var for dyrt at gøre andet.
Nu har vi så et forvaltningssystem, der, som i vores tilfælde, ikke viger tilbage for hverken løgne, dokumentforfalskninger eller fortielser - blot borgeren ikke får medhold, fordi det er, under de herskende, politiske vinde, for dyrt, hvis borgerne mister tilliden til den offentlige forvaltning.

Det bliver forbandet meget dyrere, når konsekvenserne af den rodede, forfalskede registrering af Gud og Hvermand i Danmark til sin tid skal berigtiges, men indtil da har vi fået et, overfladisk betragtet, velfungerende embedsmandsoligarki, som realiserer vores lovgivning helt efter deres eget hoved - og kan gøre dette, fordi det er for dyrt og for farligt for de politiske ledere at drage dem til ansvar.

Indtil videre kan man på baggrund af foreliggende dokumentation konkludere, at de danske forvaltningsmyndigheder har tre våben, der kan tilintetgøre enhver klager:

1. opsplitning af klager vedrørende ulovligt koordineret forvaltning på vidt forskellige ankeinstanser. For eksempel skal den forvirring, Høje Tåstrup Kommune nu har skabt om vores udlandsadresse i mere end ni år, undersøges af Datatilsynet og Indenrigsministeriet, hvorimod de fra kommunens side tilsigtede omkostninger og ønskede besvær skal forelægges dels Skattevæsenet, dels Politiet.

2. opsplitning af en sammenhængende sag i en række delsager med forskellige numre og dokumentation. Den omstændighed, at en læge med fuldt overlæg fjerner det samlede journalmateriale vedrørende familien, skal vurderes af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, selv om de falske oplysninger, Høje Tåstrup Kommune satte i omløb på baggrund af dette "desværre bortkomne materiale", blev afgivet til Det sociale Nævn og Valby Politi.

3. kalkuleret uvished hos klageren, om hvilke bilag der egentlig har fundet anvendelse i den konkrete klagesag. Således hævder man i materialet til socialsagen mod mine døtre, at man "ikke havde startet sagen på baggrund af en henvendelse om, at børnene vantrivedes, men alene havde reageret på de foreliggende dokumenter vedrørende min skizofreni".
Eftersom man helt fra starten indrømmede, at der ikke forelå det mindste dokumenteret om, at jeg skulle være alvorligt sindslidende, har det hele vejen igennem været umuligt at få berigtiget disse påstande - fordi de i henhold til såvel Politi som Den sociale Ankestyrelse aldrig har eksisteret - og man kan ikke berigtige ikke-eksisterende dokumenter, som angiveligt aldrig har fundet anvendelse i hetzen mod vores børn.
Omvendt har Landsskatteretten helt tydeligt ignoreret den fremlagte dokumentation, som viser, at Høje Tåstrup Kommunes Skattevæsen ikke har afkrævet mig en selvangivelse, siden Lis Larsen afviste, at der havde været tale om udstedelse af blandt andet et falsk hovedkort i min kones navn og fik medhold i dette, under stort rabalder, af Jochim Behrend i Skatteministeriet. Senere hoppede Peter Brøndum Gade og det lokale Skatteankenævn med på vognen og bekræftede min indledende påstand om den gennemførte råddenskab i hele den lokale skatteforvaltning.