Monday, February 2, 2009
Vedrørende EUs kamp mod lande, der giver "skattely"
Du kan checke historien om kampen mod nogle af de små EU-landes angivelige skattely til rige udlændinge under dette link: http://politiken.dk/indland/article479103.ece
Blot vil jeg ganske kort bemærke, at, som man kan konstatere inden for Danmarks grænser, har den pivåbne, danske bankverden aldrig bidraget til andet og mere end at bringe en masse almindelige danskere i vanskeligheder over for skattevæsenet.
Det er sandt, at man i Tyskland er kommet bag en større affære, som omfatter flere prominente navne.
Det skal så lige understreges, at den CD-Rom, der blev købt af den tyske "Bundesnachrichtendienst" - svarende til det danske PET - er solgt til dem af en afskediget, fornærmet medarbejder i en bank i Liechtenstein.
Og købet er, sjovt nok, formidlet via dennes hustru, der, helt tilfældigt, er blandt de vigtigere medarbejdere i samme "Bundesnachrichtendienst".
Det ville undre mig gevaldigt, hvis denne "skattesag" ikke i sidste ende viser sig at være et stort anlagt politisk opgør mellem de økonomisk toneangivende familier i Tyskland.
Baggrunden for de voldsomme armbevægelser med store politiopbud og blinkende, blå lygter, stinker i hvert fald, så man får ondt i sjælen af det.
Og, en kort bemærkning fra en hel familie af ikke-skatteunddragende udlandsdanskere: Hvis vi ved vores ankomst her til Østrig i november 1998 ikke havde kunnet dække os bag den delvise bankhemmelighed her i landet, havde Høje Tåstrup Kommunes danske "bankforbindelser", i "menneskelighedens og hjælpsomhedens" navn, tværet os ud, hurtigere end vi ville have kunnet sætte vores underskrift på noget som helst hernede.
Gud skal vide, at de gjorde deres bedste i nært samarbejde med netop det lokale skattevæsen på Høje Tåstrup Rådhus - navnene på de involverede embedsmænd og lokalpolitikere er kendte og dokumenterede - og kan udleveres efter opfordring.
Jeg vil dog lige nævne, at den absolutte hovedmand virkelig har gjort sig umage for at sno og vride hver eneste paragraf i skattevæsenets endeløse lovgivning for at ødelægge - ikke så meget vores økonomi, som vores mulighed for berigtigelse af en række forfalskninger af blandt andet vores adresseoplysninger.
Forfalskninger, som den dag i dag misbruges af kommunen via dennes bankforbindelse, således at pengeoverførsler til og fra os er blevet et trestjernet, stenalderlignende projekt med deraf følgende, for os bekostelige forsinkelser.
Det er mere end dumt at tro, at skattevæsenet i noget europæisk land handler i "de smås" interesse.