Det var holdningen hos såvel de nu nedlagte Tilsynsråd som hos vores endnu arbejdsomme Ombudsmand.
Det dokument, der befinder sig lige nedenunder, er et godt eksempel på, hvordan man kan skabe forvirring overalt ved at "desværre bortkomme" den oprindelige henvendelse (fra Charlotte Seneca i Høje Tåstrup Kommune) til de østrigske myndigheder (jeg skal undskylde den meget skæve kopiering, men det er sket hos kommunen og lader sig ikke for alvor rette op nu):
Rent bortset fra, at det kunne have været underholdende at se, hvad der havde udløst denne nervøse reaktion ("vi må sende hele lortet videre i en fart") fra et ellers meget robust, østrigsk ministerium, havde denne korrespondance en meget alvorlig baggrund, som det aldrig er lykkedes mig at få adgang til at læse om.
Sagen var i korthed, at man hele tiden fra Høje Tåstrup Kommunes side hævdede, at man foretog blandt andet udbetalingerne af Børnefamilieydelse på ganske normal vis til en bankkonto i Danmark.
Det med udbetalingen var rigtigt nok, men af en eller anden grund forsvandt pengene sidenhen sporløst fra samme konto. Der stod i hele forløbet fra januar 1999 frem til august 2002 højst fem øre ad gangen til "kontohaverens disposition".
Man bliver jo i hvert fald ikke klogere af at læse, hvad ministeriet svarede Charlotte Seneca dengang i 2001 - og heller ikke stort klogere af den skrivelse, der afsendes fra Høje Tåstrup Kommunes jurister i august 2002, ledsaget af en check på vores samlede tilgodehavende:
Det har sidenhen heddet sig, at pengene blev udbetalt til denne konto efter vores eget ønske - og hvis det er sandt, undrer det mig, at Jane Skovbo således i 2002 udbetaler det samlede tilgodehavende endnu engang, men det lader sig ikke længere undersøge nærmere, fordi Høje Tåstrup Kommune kun har bevaret den del af dokumentationen, som stiller deres fremgangsmåde i et "lovligt lys".
Nedenfor er den ledsageskrivelse, Karin Roed fremsendte til mig sammen med en meget omfattende aktindsigt i 2003:
Det fremgår af skrivelsen, at aktindsigten vedrører perioden fra 22. oktober 1998 til 7. august 2003 - altså en aktindsigt, som omfatter en sagsbehandling, der har varet næsten fem år længere, end man nu hævder, hvor det hele blev standset den 4. november 1998. Og eftersom alle sagsakter er "desværre bortkommet", vil det aldrig være muligt, at skaffe sandheden på bordet.
Man kunne godt få en grum mistanke om, at man fra Familie- og sundhedsafdelingen har brugt samme teknik, som du kan læse om i weblogafsnittet lige nedenunder. Der er faktisk adskillige af de fremsendte dokumenter, der ikke er mærket "kopi" - som altså principielt kunne være de oprindelige, men det har jeg ikke endnu undersøgt nærmere.
Det er jo egentlig en smart ide at fremsende de originale sagsakter "ved en fejl"og så bagefter, dels fastholde at borgeren har fået sin aktindsigt, dels konstatere, at eftersom man ikke længere hos myndighederne er i besiddelse af de originale akter, er enhver fortsat sagsbehandling udelukket.
Hvilket leder hen til det sidste punkt: danskernes krævementalitet og deres evindelige brokkeri, som fører til den ene meningsløse retssag mod myndighederne, efter den anden...
Jeg skal lige erindre om, at Danmark er et demokratisk retssamfund. Det vil sige, at vores lovgivning fastsætter, hvor meget eller lidt vi har ret til som borgere. Og hvis man ikke kan lide det, så må man, som det er demokratisk tradition, arbejde for at få ændret de dele af lovgivningen, man finder overdrevne.
Det kan altså ikke være en fejl på borgerens side, når han forventer en lovlig behandling af vores myndigheder, og det kan ikke være ønskværdigt for nogen overhovedet, at myndigheder eller borgere begynder at tage sig selv til rette - simpelthen begynder selv at opfinde de love, man personligt finder mest fornuftige.
Jeg tror ikke, danskerne brokker sig mere end så mange andre, men eftersom det gennem de seneste tyve år er blevet helt tydeligt, at der er dramatisk forskel på den behandling, borgerne kan forvente at få fra myndighedernes side, har der samtidig bredt sig en massiv følelse af forurettethed - berettiget eller ej.
Jeg er sikker på, at danskerne sagtens kunne leve med betydeligt mindre, lovfæstede rettigheder, hvis de blot kunne være nogenlunde sikre på, at myndighederne ville respektere lovlige krav og rimelige forventninger. Jeg tror ikke, det er et problem "at nøjes med mindre", når bare trygheden følger med - og det hele ikke risikerer at blive kvalt i lokal smartness og kommunal bagdørsbrutalitet - som i tilfældet med vores børn
(...)
